Årets bedste bagholdsangreb. Trioen fra Los Angeles smed fortidens tungsindige lænker, da de skiftede til Phoebe Bridgers’ lille pladeselskab og forvandlede sig til en smågenial blanding af uimodståelig synthpop og psykedelisk country.
Munas skarptskårne queer-pop var uden undskyldninger for sig selv. Og med tråde til Robyn og The Chicks leverede de lydomslaget til euforiske nætter i de kulørte lampers skær. sl
Kendrick Lamar var færdig med rollen som Messias, færdig med at skulle redde verden og færdig som det sorte rapper-forbillede i USA.
I en tyk og kompleks roman af et hiphop-album gik Compton-rapperen til bekendelse om alle sine dårligdomme på et selvterapeutisk storværk.
