Vi grinede ad det efter koncerten, mens vi stod nogle stykker og snakkede, forbløffede over Yunchan Lims netop overståede præstation i Tivolis Koncertsal.
»Nå, er han 19? Ikke 18? Jamen, så vil jeg have pengene tilbage!«
Joken var indlysende og naturligvis velment. For det var jo fuldkommen ligegyldigt. 18 eller 19 år. Yunchan Lim havde lige givet en koncert, ene mand ved flyglet, hvor intet manglede. En koncert – eller en solorecital, som man siger om klassiske koncerter af den slags – få pianister uanset alder ville kunne levere.
Der var påfaldende mange asiater blandt aftenens publikum. De var rejst hertil for at høre det koreanske klaverfænomen, fik jeg at vide af et par af dem på vej ud efter en aften af de sjældne, hvor jeg ved samme lejlighed lærte af en af den unge musikers mange fans, at hans navn egentlig skal siges Lim Yunchan.
