Branco drejer hovedet og kigger ud til siden.
»Det var sådan, det var«, konstaterer han med en tøvende udgave af sin dybe stemme.
Jeg venter. Men der kommer ikke flere ord. Han sidder bare og stirrer, mens sekunderne går.
Og jeg forstår ham godt. Måske er der ikke mere at sige, når man lige har genfortalt noget af det værste, man har oplevet i sit liv.
