Der lyder et brøl fra nabolokalet. Som om et monster er blevet vækket til live. Brølene bliver til skrig. Gennem døråbningen kan man se hende slå armene ud til siden og løfte blikket mod loftet. Åbne munden på vid gab og udstøde endnu et smerteligt skrig.
Stille igen.
Den skaldede kvinde kommer tilbage. Ser sig i spejlet. Tjekker en sidste gang, at der er sort nok om øjnene og på læberne. Tager en dyb indånding. Nu er Ditte Krøyer klar til at optræde på spillestedet Templet i Lyngby.
Hendes sidste koncert, før hun indtager scenen på Roskilde Festival med sin solodebut.
