Roskilde-vejret: Se 47 års festival-vejr visualiseret

Hvordan bliver vejret på Roskilde?

Det kan vi ikke hjælpe dig med. Men vi kan til gengæld vise, hvordan det har været på alle de festivaler, vi indtil videre har været igennem.

Herunder er 47 års Roskilde-vejr visualiseret, og overordnet viser data det, de inkarnerede Roskilde-gængere allerede udmærket ved, nemlig at snakken om 'smatten' i Roskilde er stækt overdrevet.

Selv om vi blot har haft 13 festivaler helt uden en dråbe regn.

I den første meget, meget, meget brede grafik herunder glider årene forbi. Vi har samlet nedbør, højeste temperatur, laveste temperatur og gennemsnitstemperatur for alle festivaler siden 1971 i én stor grafik.

Du kan desuden hive fat i grafikken og selv køre den frem og tilbage mellem årene. (På iPad og mobil tager du fat i venstre side af grafikken for at komme nedad)

Under monstergrafikken har vi samlet nogle top-20'ere over værste regnvejrsår, varmeste og koldeste festivaler osv.

Her kan du f.eks. se, at 2017-versionen af Roskilde Festival endte med at blive den 7. vådeste siden 1971.

Tak til John Cappelen og de gode folk på DMI for at stille data til rådighed.

DE VÅDESTE

1991 var slem, og Dyrskuepladsen blev året efter kloakeret i erkendelse, at festivalsgæster under 160 cm nemt kunne have forsvundet i mudderet og aldrig blive fundet igen. Så kom 1997. Den var den værste. Troede man. Her regnede det tungt tre ud af fire dage under festivalen, og i alt målte DMI 43,6 mm i løbet af de fire musikdage.

2002 og 2004 var også i den fugtige ende, men så kom torsdag i 2007. Episk våd. 44,6 mm på en dag. Mere end nogen anden Roskilde sammenlagt fik vi på ÉN DAG...

Hvis man var der, husker man det. Tydeligt. Björk åbnede Orange, mens stiv kuling og regndråber så store som vandballoner piskede ind horisontalt og konstant forsøgte at vælte os alle sammen. Det var ondt. Det var koldt. Men det var også godt på en eller anden syg måde. Og vi har trods alt aldrig hverken før eller siden oplevet noget, der kom i nærheden af den torsdag på Roskilde.

DE TØRRESTE

Modsætningen til de plaskvåde må være de knastørre festivaler. Dem har der været 13 af indtil videre. Altså lidt mere end hver fjerde.

Den sidste fik vi for to år siden, og hvis vi skal lave lidt fjollestatistik på baggrund af de seneste 46 års festivaler, så er der i gennemsnit tre festivaler uden en dråbe pr. årti.

Vi har altså én til gode i de kommende tre år...

DE VARMESTE DAGE

De varmeste festivalsdage nogensinde målt har været i 1976 og 2009.

1976 var den absolut varmeste. Her blev der om lørdagen målt 28,7 grader, så måske var det derfor, Dr. Hook valgte at smide tøjet og optræde nøgne på scenen.

I øvrigt var et andet topnavn på plakaten det år amerikanske Weather Report. Hmmm, et tegn?

Måske. For i 2009 - året med den næstvarmeste temperatur nogensinde - blev der målt 28,5 grader, og her spillede...

Wait for it....

Peter Sommer.

Ahah...

DE KOLDESTE NÆTTER

Mens de to varmeste dage i Roskildes historie begge har været en lørdag, har de to koldeste nætter begge fundet sted en fredag i henholdsvis 1989 og 1994.

Begge år blev der fredag nat målt blot 4,9 grader, så her har der for alvor været behov for at ligge tæt i de små telte.

Meget andet har de to år ikke tilfælles, hvis vi kigger efter lidt mere fjollestatistik.

Ja, det skulle da lige være, at begge år var der én kunstner fra Italien og én kunstner fra Sydafrika på plakaten. Det er vi heldigvis forskånet for i år, så vi kan hermed på baggrund af grundig research konkludere, at det ikke bliver så koldt om natten i år. Bum.

DE VARMESTE FESTIVALER

Kigger vi på de varmeste festivaler målt over alle musikdagene, kan vi med vanlig overbevisende analytisk sans konkludere, at man også på Dyrskuepladsen kan spore den globale opvarmning.

Selv om to af de tre varmeste festivaler nogensinde fandt sted i 1970'erne, er der også kun de to fra dette årti at finde på top 20-opgørelsen nedenfor.

Også 1980'erne er blot repræsenteret med to festivaler, mens 1990'erne nupper fem år på listen, 2000'erne har hele seks, og 2010'erne er allerede oppe på fem festivaler and counting.

Artiklen er 11. juli 2017 opdateret med vejrdata for 2017.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce