Roskildes samlede afbudsliste kunne snildt bære en hel plakat i sig selv
Vi skal ikke græde over det, vi aldrig fik, for vi fik så meget andet.
Det kan dog stadig godt nive lidt, når man samler alle Roskildes største aflysninger.
Når man hyrer over 6.000 kunstere over 52 år, løber man ind i nogle afbud undervejs.
Nogle sætter sig dybere end andre.
Det første, jeg selv husker som signifikant, var da Bryan Adams afsløste Sinéad O’Connor i 1990. Jeg var ikke blevet teenager endnu og syntes, det var et fint bytte.
I årene før havde prominente navne som The Smiths, The Band, Paul Young, Dire Straits og ikke mindst Chuck Berry meldt afbud, og i nyere tid er det nok de mange rappere samt store kanoner som Guns N’ Roses i 2001 og David Bowie i 2004, der står klarest for mange roskildegængere.
Sidstnævnte ikke mindst fordi afløseren hed Slipknot.
Også Adele, Kylie Minogue, Damian Marley, P. Diddy, The Verve, Cypress Hill og Culture Club har stået på plakaten uden at dukke op.
Og så er der dem, der har aflyst flere end én gang:
A Tribe Called Quest (1998, 2017), Chance The Rapper (2014, 2019), Drake (2010, 2014), Live (1995, 2000), Manic Street Preachers (1996, 2001), Red Hot Chili Peppers (1990, 1993), The Cult (1986, 2008) og The Replacements (1987, 1989).
Sætter man alle de største aflysninger op i forlængelse af hinanden, vil de fleste nok få sig et par overraskelser undervejs, og man får i hvert fald en plakat, der nok skulle sælge et par billetter.
Tag selv en kigger herunder.
Vi har ikke alle registrerede afbud med i ovenstående oversigt. Vi har taget dem med, som ligger i omegnen af en halv million månedlige lyttere på Spotify. En lidt random grænse, men et eller andet sted skulle vi sætte den for ikke at gøre oversigten for uoverskuelig.
Listen er blandt andet baseret på brugeren ’Kaneda’s research i en gammel tråd i Roskilde Festival Community forum.