Jeg har været på Roskilde i næsten lige så mange år, som jeg er, hvilket selvfølgelig har skabt talrige anekdoter til harddisken, men nok ærlig talt endnu flere, der er endt i den mentale papirkurv, fordi både hukommelsen og sanseapparatet har det med at blive upålidelige, når de lægges i blød i alkohol.
År, episoder og anekdoter blandes sammen, nogle skylles helt ud, og andre vokser sig større, end de nok var. Sådan er det, og det er helt okay, når det handler om egne minder. De bor i hjertet, og der bor de fint, selv om de måske nok ligger hulter til bulter.
Noget helt andet er de historier, jeg fortæller som rigtige. Historier, der — især som den journalist, jeg er gået hen og blevet — altså skal være sande, hvis jeg fortæller dem som sande.
Sådan en er historien om de to nordmænd, der røg hash på en bjørneklo.
