Når det nu ikke kunne blive til ’Othello’ med den heftigt omdebatterede stammedans, må en gang eventyrlig alfedans da være sagen til at skabe ro på bagsmækken – både i de oprørske geledder i kompagniet og blandt debattører, der har protesteret mod en angiveligt racistisk ballet.
Men selv om ’En skærsommernatsdrøm’ (1977) også er en Shakespeare-ballet og også er skabt af Den Kongelige Ballets suveræne hofleverandør John Neumeier, er det i denne sammenhæng en ualmindelig harmløs repremieresag at komme med som substitut – uanset at den absolut kan have sin forførende charme som komedieballet.
Ærgerligt for Den Kongelige Ballet, at Nikolaj Hübbe og danserne ikke kunne forhandle sig til rette med Neumeier om en løsning på den stammedans, som åbenbart især var den anstødssten, der fik danserne til at sætte foden ned. Nu var der ellers for en gangs skyld skabt opmærksomhed omkring en væsentlig aktuel problematik, så publikum ville være strømmet til for selv at tage stilling til balletten, der ifølge kyndige anmeldere som Alexander Meinertz og Majbrit Hjelmsbo, stik imod kritikken, tværtom udstiller den racisme, Othello er genstand for.
Men balletmester Nikolaj Hübbe lagde sig altså fladt ned. Og for nu at tage springet til ’En skærsommernatsdrøm’ lægger ballettens kvindelige hovedfigur, Hippolyta, sig helt bogstaveligt også ned. Og sover. Efter ballettens indledende førbryllupsmanøvrer, hvor hendes kommende mage, Theseus, er mere optaget af at flirte med andre kvinder, drømmer hun nu om, at hun som alfedronning Titania har håndværkersex med et æsel!
