»Enden er nær!«.
Det var noget af en cliffhanger, da den besked fra Det Kongelige Teater forleden dumpede ind i mailbakken.
Er det nu, nationalscenen lægger sig fladt ned og beder om timeout efter en række triste møgsager, aflyste forestillinger, mistrivsel og nedslidte dansere og musikere? Eller vil man omsider sætte hælene i over for kvælende rammeaftaler og politiske maksimeringskrav, der øver så massivt et pres, at det risikerer at blive nationalscenens endeligt?
Undergangsmailen handlede dog om noget knap så dramatisk: ’Ragnarok’, »et spektakulært actionbrag for hele familien«. Men som det nye led i rækken af populære mastodontforestillinger i Dyrehaven og på Moesgaard med 3.000 tilskuere per aften er ’Ragnarok’ et markant eksempel på, hvor bredt Det Kongelige Teater skal nå ud. Det er det, slaget handler om lige nu.
