På et tidspunkt under teaterforestillingen ’Mor’ på Edison hører man lyden af babyer, der skriger i mørket. Eller vent: Er det mødrene, der skriger og fælt parodierer deres babyers gråd? Det er moderskabet skildret som en ond symbiose.
Lige der begynder min ledsager at sidde lidt uroligt i stolen – vi er to trætte fædre, der er kommet i byen, nåede lige et hurtigt glas orangevin, inden vi havnede til moderskabsperformance. Jeg havde sagt til ham, at det var helt i orden, hvis han akkurat ikke kunne relatere til emnet, da jeg inviterede ham med i teatret.
Moderskabet er ikke usynligt i nyere dansk litteratur og scenekunst. Dy Plambeck har skrevet benhårdt om en fødsel i ’Til min søster’. Hvordan et fertilitetsbehandlingsforløb ser ud, kan man læse om hos Tine Høeg. Hvordan man kan være kunstner og mor, har Olga Ravn skrevet en roman om. Der er også Cecilie Linds ’Mit barn’, der skildrer moderskabet som meget andet end smukt. Liv Nimand Duvås ’Mødrenes hus’ blev for nylig sat op på Mungo Park, en ’magisk-realistisk fødselsfortælling’.
På Aalborg Teater kan man lige nu også se ’Høstsonaten’, der skildrer moderskabet fra en anden generations synsvinkel. Mens moderskabet går rundt i pyjamas i ’Mor’, skifter Kirsten Olesens mor i Ingmar Bergman-stykket til rød Dior, da det er spisetid i præstegården, hvor hun besøger datteren efter syv års tavshed.
