Det er på samme tid en vanvittig dum og absurd fascinerende idé.
En ridder af en slags ved navn Pothoved har brug for min hjælp til at få sit hoved forvandlet tilbage fra det bål med en suppegryde, der lige nu er der, hvor fjæset burde være. Det er hans bedstemor, Urneheksen, der i et desperat forsøg på at holde sig selv og sin familie i live for evigt har forvandlet alle til blomsterkrukker, urner og vaser. Pothoved modsatte sig midt under besværgelsen. Derfor suppegryden.
Det er jo umiddelbart helt fjollet, men som jeg bevæger mig ind i Urneheksens store palæ, bliver konceptet hurtigt meget mørkt.
På alle de mange malerier, der udsmykker palæets gange og sale, er hovederne udskiftet med potter og urner. I en sal, hvor der er dækket op til teselskab, er det livløse vaser, der mageligt har indfundet sig i sofaarrangementerne. I køkkenet står menneskehøje krukker, som var de karakterer i et Tornerose-eventyr, i en form for vase-dvale. I balsalen danser en enlig krukke drabeligt rundt i en sørgelig solo og slår mig ihjel, hvis jeg kommer for tæt på.
