DM i debat 2025
Nu er det din tur! Tag ordet i Danmarks største debatdyst
Har du en holdning, du ikke kan holde mund med? Vil du have indflydelse? Og tør du udfordre andre unge med dine argumenter? Så er det dig, vi leder efter til Danmarks største konkurrence i mundtlig debat!
ANSØG NU
Siden 2011 har Politiken og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) afholdt Danmarksmesterskabet i Debat – bedre kendt som DM i Debat.
Her har mange af landets skarpeste unge stemmer mødt hinanden på scenen og udvekslet argumenter, sprogblomster og retoriske spidsfindigheder i kampen om at blive kendt som Danmarks bedste debattør – blandt andet tidligere vindere som Alex Vanopslagh, Peter Hummelgaard og Sofie Lippert.
Nu leder vi igen efter 32 unge mellem 16 og 30 år, som har mod på at indtage scenen og tale sin sag. Uanset om du er faglært, studerende, aktiv i en organisation eller bare har et vigtigt formål, du vil kæmpe for – så er DM i Debat for dig!
DM i Debat handler ikke kun om at vinde. Det handler om at møde nye perspektiver, blive skarpere og mere kreative formidlere, og om at lære hvordan man kan sætte dagsordenen i vores fælles samtale.
Vi vil samle et deltagerfelt med forskellige politiske holdninger, baggrunde og erfaringer – fordi uenighed og forskellighed gør debatterne klarere, publikum klogere og viser, hvad der virkelig er på spil.
Du kan læse meget mere om konkurrence herunder.
DM i debat 2023, indledende runde 1 i Pressen.
Hvem, hvor og hvornår?
Alle unge mellem 16 og 30 år kan søge om at være med i DM i Debat.
DM i Debat består af fire runder:
- Indledende runde 1: Mandag den 12. maj i Politikens Hus, København
- Indledende runde 2: Tirsdag den 20. maj i Politikens Hus, København
- Semifinale: Fredag den 13. juni på Folkemødet, Bornholm
- Finale: Lørdag den 14. juni på Folkemødet, Bornholm
Som deltager debatterer du kun i én af de to indledende runder.
Alle deltagere inviteres også til en intro-workshop den 9. april, hvor du kan møde de andre deltagere og få træning af tidligere vindere og skarpe debattører.
Send os en kort video (max 2 min), hvor du fortæller om dig selv, en sag du brænder for, og hvad vi bør gøre – eller skriv det til os i en ansøgning på max 500 ord. Eller gør begge dele. Tidligere vindere og deltagere, der har været med i konkurrencen to gange før, kan ikke deltage.
Deadline for ansøgning er tirsdag den 1. april klokken 23.59.
Du kan søge lige herunder - eller scroll længere ned for at læse mere om, hvordan konkurrencen og debatterne.
Hvordan fungerer DM i Debat?
DM i Debat er en mundtlig konkurrence, hvor to debattører møder hinanden i en debatduel foran publikum og dommere.
Debatterne styres af Politikens opinionschef, Lotte Folke, og bedømmes af et dommerpanel, der i år består af:
- Dennis Nørmark, antropolog, forfatter og debattør
- Lawand Hiwa Namo, kommentator og rådgiver
- Susan Knorrenborg, debatredaktør på Politiken
En debatduel består af to debatter: én debat om din kæphest og én debat om din moddebattørs.
Til hvert runde i DM i Debat medbringer du fire kæpheste - mærkesager, du vil overbevise både publikum og dommere om. Din modstander skal argumentere imod din kæphest eller udfordre den med et andet perspektiv.
En kæphest er ikke en kunstig talepointe. Det skal være din egen holdning, du kan stå på mål for.
I har to minutter til at debattere hver kæphest. Du har et halvt minut til at præsentere din egen, før du skal give din moddebattør plads til at svare igen. Herefter er debatten åben, indtil de to minutter er gået.
Når begge debatter er overstået, giver dommerne feedback og giver point til dig og din moddebattør. Feedbacken fra dommerne er helt central, fordi DM i Debat netop handler om, at deltagerne kan dygtiggøre sig som mundtlige debattører.
Dommerne vurderer jeres indsats på scenen ud fra, hvor klart, kreativt og overbevisende I argumenterer, og om I overholder gængse regler for god debatstil.
Har du spørgsmål om konkurrencen? Så skriv til dmidebat@pol.dk
DM i Debat og Debatløftet
Hvert år underskriver deltagerne og dommerne et debatløfte. Debatløftets fire principper er med til at gøre deltagerne i DM i Debat til frontløbere og rollemodeller både skriftligt og mundtligt.
Hav øje på bolden, ikke personen
DM i Debat handler selvfølgelig om at kunne komme med stærke modargumenter, men et modargument er ikke det samme som at gå efter sin moddebattørs person i stedet for at forholde sig til debattens egentlige emne. At gå efter bolden handler om at holde sig for god til fx at kommentere på, hvorvidt personen er kvalificeret til at forholde sig til emnet.
Hold en respektfuld tone
Skældsord og hånlige bemærkninger hører ikke til i DM i Debat. At underskrive debatløftet betyder, at man vil gøre sit bedste for at være respektfuld over for sin moddebattør.
Giv plads
Selvfølgelig er det fristende at tage al tiden for sig selv, men jo bedre plads man giver til hinanden, jo bedre bliver debatten. Det er både ubehageligt for din moddebattør og for publikum, når der hele tiden afbrydes. DM i Debat er selvfølgelig en konkurrence, så afbrydelser kan være nødvendige, men hold dem til et minimum og giv plads til din moddebattør.
Anerkend din moddebattør
Ingen har nogensinde tabt en debat på at anerkende de andres synspunkt. En anerkendelse af din moddebattørs synspunkt kan være en god anledning til at komme med dit eget perspektiv. »Jeg er virkelig glad for, at min modstander nævner B, for det giver mig mulighed for at sige A.«