Artiskokken er en af mine favoritretter, og hele min opvækst var det en trofast hverdagsret. Artiskokhovederne, som simrede i den store gryde på komfuret i det gamle stenhus, hvor kragerne i flokke landede på jordmarkerne. Mine bare fødder på køkkengulvets kolde mørkerøde kakler, artiskokkernes karakteristiske duft, som spredte sig ud i rummet.
Stort og mægtigt landede den dampende artiskok på min tallerken. Kniven, som jeg lod glide ind under øverste del af tallerken, så den hældte en smule og kunne holde dressingen på plads. Bladene, som jeg hev ud og lagde i rækker ved siden af hinanden på min tallerken, så de kunne køle af. Det store fællesfad i midten af bordet til de afgnavede blade.
Som den franske komiker og skuespiller Coluche har sagt: »Artiskokken er en ægte fattigmandsret. Det er den eneste ret, hvor du har mere på din tallerken, når du er færdig med at spise, end da du begyndte«.
