Det er midt på en lun sensommerdag. Hele verden lader til at sove til middag, på nær insekterne, som sværmer og gør deres arbejde i det høje græs.
Som eneste menneske på jorden går du ad en stille lille sti. Stien er omringet af græsmarker på den ene side, kornmarker på den anden. Stien er så smal, at den nemt kunne forsvinde i landskabet, hvis det ikke var for de vildtvoksende småtræer, som følger den. Du ser op på himlen så vid og blå med flyvende skyformationer. Dit øje falder på de ydmyge småtræers grene, stræbende til vejrs efter lys og varme. Øjet følger grenenes linjer og kurver, deres tætte små grønne blade, til det standses af et blåligt blink. En frugt. En blomme.
Det går op for dig, at det træ, du står over for, ikke bare er grønt, men også blåt og fuld af blommer. Træet kan spises. I et sæt forvandles træets værdi. Det, som først var synets skønhed, vækker nu også din smagssanser. Hvor den enkelte lille blomme, som strålede halvskjult bag et blad, nu viser vej til én mere og én mere og forvandler det anonyme lille træ til selveste livets træ fuld af rigdom, saft og kraft.
Du må øjeblikkelig smage på rigdommen. Du rækker hånden ud og op, men kan ikke nå den lille frugt, du havde tiltænkt dig. Øjet flytter sig til en anden lille klynge af fire-fem blommer. Du prøver igen, strækker dig alt, hvad du kan på tåspidsen, men nej. Du samler alt din kraft og som en spændt flitsbue springer du lige op i luften, men heller ikke det hjælper. Du ser på de modne frugter, som titter ned til dig. Du spørger dig selv, hvordan så meget rigdom kan hænge så tungt over dit hoved, uden for din rækkevidde.
