Før Johanne Schimming blev landmand, var æg noget, hun købte i supermarkedet uden at tænke så meget over det. I dag har hun et helt andet forhold til ægget, både i kulinarisk forstand og i den mere aktivistiske afdeling. Faktisk har hun sjældent lyst til at spise andre æg end dem, der kommer fra hendes egen produktion på Hegnsholt ved Lejre tæt på Roskilde, og hun vælger som regel æg fra, når hun spiser ude, hvilket hun tit gør.
»Jeg vil i hvert fald gerne vide, hvor æggene kommer fra, og hvordan dyrene har haft det«, siger hun, og med et blik, der understreger vigtigheden, tilføjer hun: »Og hvad de har fået at spise«.
Hvad hønsene får at spise, er en meget stor del af historien om Hegnsholts æg, som er efterspurgt blandt private kunder i lokalområdet såvel som toprestauranter i København. Det er nemlig i høj grad foderet, der er afgørende for æggenes smag, fortæller Johanne Schimming.
Men også andre aspekter er med til at påvirke smagsoplevelsen og historien om ægget. Johanne Schimming nævner økologi, dyrenes velfærd, som selvsagt også hænger sammen med, at de får noget spændende at spise, og at hønsene bor i mindre huse, der kan rykkes rundt på markerne, så der altid er adgang til grønt græs.
