Jeg tænkte, at det var ingenting
Men mit selvbillede krakelerede, da jeg så, hvor meget der gik op i røg
En tredjedel af al den mad, der bliver produceret i verden, går til spilde.
Men hjemme i mit eget køkken smider jeg næsten ikke noget ud.
... troede jeg. Lige indtil jeg begyndte at notere, hvad der rent faktisk røg ud.
Det begyndte med to kyllingelår. De var placeret i en gennemsigtig plastikboks og stod på midterste hylde i køleskabet. I den helt rigtige øjenhøjde, så ingen kan undgå at se dem. Alligevel blev de langsomt skubbet bagud på hylden. Nye varer kom ind. Dagene gik.
Jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu skulle vi også se at få dem spist. Men det skete ikke. Jeg kom dem heller ikke i fryseren eller kogte fond på dem, som ellers er to oplagte strategier.
På 6.-dagen faldt mit blik endnu en gang på kyllingelårene. Jeg lugtede til dem, hvilket jeg altid gør, når jeg vurderer, om mad skal i maven eller i skraldespanden. Lugten afslørede, at skraldespanden var den eneste løsning.
Og så blev jeg både vred og irriteret på mig selv. Der var ingen grund til, at vi ikke havde spist de kyllingelår. De var ikke endt i en mærkelig bøtte. Vi havde ikke været ude at rejse eller været meget væk fra hjemmet. Der var absolut ingen undskyldning. Alligevel skete det, og dermed er jeg også en del af det gigantiske problem med madspild, der berører flere problemstillinger i verden.
Så lad os begynde med tre centrale tal fra FN.
Afslørende regnskab
Alt det vidste jeg godt, inden jeg begyndte at skrive den her tekst. Jeg er madredaktør på Politiken, og i mere end ti år har jeg været meget bevidst om madspild. Jeg har udgivet en kogebog om at bruge rester, lavet temanumre i magasiner om madspild og haft det på dagsordenen i mange af de klummer, jeg gennem tiden har skrevet.
Jeg synes selv, at jeg er ret god til at trylle rester om til nye retter og bruge alt op.
Men jeg har aldrig undersøgt, hvad jeg egentlig selv smider ud. Kun haft en fornemmelse af, at det ikke var så meget. Igennem en måned noterede jeg derfor alt den mad, jeg smed ud i husstanden, der tæller mig, min mand og vores to børn på 12 og 16 år.
Det ændrede mit selvbillede. For da jeg begyndte at holde mit eget regnskab, gik der stort set ikke en dag, uden at noget røg ud, selv om jeg virkelig anstrengte mig for ikke at smide mad ud.
Det var for eksempel frugter, vi ikke nåede at få spist, eller et stykke kage, der blev muggent på køkkenbordet, fordi det varme efterårsvejr fik brød og kager til at forgå hurtigere. Det var ikke kæmpe portioner, men hele tiden småsjatter, der fandt vej til skraldespanden.
Manglende fokus
Det virker måske uskyldigt og ligegyldigt. Men madspild er en afgørende brik i kampen for at bremse klimaforandringerne.
Det siger Liz Goodwin, der er seniorforsker og leder af afdelingen for madspild i den grønne tænketank World Resources Institute, der har hovedsæde i Washington, D.C. og regnes for en af verdens største miljøorganisationer.
»Vi når ikke Paris-aftalens klimamål, hvis ikke vi får styr på vores madspild. Men et af de største problemer er, at der mangler fokus på området. De fleste mennesker forstår stadig ikke den kobling (mellem klimamål og madspild, red.).
For du tænker ikke af dig selv, at det resulterer i drivhusgasudledninger, hvis du smider maden ud. Hvis du har varme på i hjemmet og åbner vinduet, er det meget nemmere at forstå, at du brænder energi af, som fører til drivhusgasudledninger«, siger hun.
Indkøbsliste og madplan
Madspild er også fortællingen om udviklingen af vores moderne samfund, hvor vi flytter fra land til by og mister forbindelsen til naturen og der, hvor vores mad bliver dyrket. Vi skal ikke arbejde hårdt for føden, og mad fås nu i overflod til få penge sammenlignet med tidligere.
Vi er ikke bundet i fastlåste strukturer. Derfor kan vi leve spontane, fleksible liv, hvor vi har råd til at spise ude og glemme alt om, hvad vi har i køleskabet derhjemme, siger Liz Goodwin:
»Under corona, da vi alle var lukket inde, er der tal, der viser, at madspildet faldt betragteligt i hvert fald i Storbritannien. Det var sikkert, fordi alle havde masser af tid til at planlægge. Der var masser af tid til at lave mad og til, at du brugte dine rester«.
Liz Goodwin bor i Storbritanien og har i mange år arbejdet med madspild. Og hun kan se, at arbejdet har båret frugt. I Storbritannien er det samlede madspild faldet med 27 procent siden 2007. Målet er at reducere det med yderligere 23 procent.
»Der er to grunde til, at folk smider mad ud. De køber for meget, og de bruger ikke det, de køber. Der knytter sig nogle bestemte handlinger til de to ting. Som for eksempel ikke at skrive en indkøbsliste og ikke at lave en madplan«.
Men hvor realistisk er det, at vi kan reducere vores madspild yderligere med vores travle liv?
»Hvis alle gjorde, hvad de kunne, så kunne vi gøre fremskridt. Men udfordringen er at opfordre alle til at gøre, hvad de kan. Det er nødvendigt med en normændring, så det ikke længere er normalt at smide mad ud.
Den sociale norm har ændret sig meget, når det gælder rygning, og når det gælder sikkerhedsselen. Det er også nødvendigt, at den ændrer sig, når det gælder madspild, så det ikke er normalt at smide spiselig mad ud«.
Wow, så meget!
Da måneden er gået, bliver det regnskabets time for mit madspild. Havde jeg ikke skrevet det ned, havde jeg ikke tænkt over mit madspild som noget særligt. Som en halv agurk, der bliver dårlig i køleskabet, eller min søns madpakke, der ikke bliver spist i løbet af skoledagen og derfor ryger ud.
Samlet set bliver det til omkring 3,6 kilo på en måned. Omregnet i penge er det omkring 300-400 kroner.
»Wow, så meget«, udbryder Selina Juul, da hun hører om mit madspild. For 15 år siden stiftede hun organisationen Stop Spild Af Mad, der har været en af de bærende kræfter til at få sat madspild på dagsordenen både i Danmark og i udlandet.
Jeg krymper mig lidt. Jeg ved godt, at jeg kunne gøre det her bedre. Selina Juul taster mine tal ind på en lommeregner.
Og helt så slemt er mit madspild faktisk ikke.
Sløseri giver madspild
En gennemsnitlig dansker har et estimeret madspild på cirka 47 kilo mad om året. For en familie på fire er det omkring 12 kilo om måneden. Min familie, der tæller fire, ligger med et madspild på 3,6 kilo en del under gennemsnittet.
Men eftersom jeg laver de fleste måltider hjemme, har haft fuldt fokus på IKKE at smide mad ud og har stor viden om emnet, overrasker det mig, at vi alligevel smider næsten et kilo mad ud om ugen.
Mest fordi en del af den mad, der røg ud, med lidt mere omtanke kunne være reddet. Det gælder særligt brød, frugt og grønt. F.eks. en bakke jordbær, der er mugne efter tre dage på køl.
Fra brun banan til kage
Til gengæld får jeg også reddet noget mad. Som for eksempel en humpel surdejsbrød, der omdannet til croutoner. Brune bananer bliver til banankage og et halvt bundt dild, der også nemt kunne ende på glemslens kirkegård i køleskabet, bliver brugt i en tunsalat sammen med en lidt træt citron og en rest æble.
Ifølge Selina Juul er det vigtigt, at vi bliver ved med at redde vores rester, jævnligt gennemgå vores køleskab og ikke købe mere ind, end vi kan bruge.
»At mindske madspild er det mest håndgribelige, du kan gøre for din økonomi og klimaet. Når du smider mad ud, er det penge direkte i skraldespanden«, siger Selina Juul, der opfordrer til, at man i hvert fald en gang om ugen spiser alle rester op, inden ny mad bliver proppet ind.
Men efter 15 års fokus på madspild fornemmer hun en begyndende metaltræthed hos befolkningen.
»Efter corona er der kommet en ny verdensorden. Folk har ikke overskud til også at tænke på madspild, fordi der er så mange kriser og krige ude i verden. Globalt er det også begyndt at rulle baglæns nogle steder«, siger Selina Juul, der ser det som urealistisk at nå FN’s verdensmål om, at madspild skal være reduceret med 50 procent i 2030.
En kamp, der kan vindes
Fra Liz Goodwins stol i London skygger de mange eksterne kriser også for kampen om mindre madspild.
»Jeg er optimist, men jeg mener også, at det bliver meget udfordrende, særligt med det der sker ude i verden lige nu. Der er for eksempel krig i Ukraine. Vi har krig i Gaza. Sådanne begivenheder sender chokbølger gennem fødevaresystemet. Det var ikke til at forudsige, men vi bliver nødt til at forsøge at gøre vores fødevaresystem så bæredygtigt som muligt, lige meget hvad der sker ude i verden«.
Og selv om der er kriser og krige ude i verden, så kan vi alle arbejde for at gøre det så godt, vi kan, som både Selina Juul og Liz Goodwin siger.
I mit eget køkken er jeg nu blevet bedre til hurtigt at fryse mad ned og gennemgå køleskabet flere gange om ugen. Indsatsen mod madspild er en daglig kamp. Men også en utrolig tilfredsstillende kamp, når det lykkes ikke at smide mad ud.
Redaktion:
Tekst: Mette Mølbak
Video: Frederik Bruun Kynde
Digital tilrettelægger: Kristian Jensen
Chef for Politiken Fortæller: Johannes Skov Andersen