Pollan, som er professor i journalistik på University of Berkeley, går omhyggeligt til værks i sin reportage, mens han revser det politiske system for at favorisere forarbejdet samlebåndsmad. Alligevel er hans bøger gennemsyrede af en ukuelig optimisme og tro på, at fællesskabet omkring madlavning er vores redning.
»I en verden, hvor så få af os overhovedet er forpligtet til at lave mad«, skiver Michael Pollan i ’Cooked’, »er det at lave mad blevet en protest mod specialisering – mod den totale rationalisering af livet. En protest mod infiltrering af kommercielle interesser«.
Michael Pollan sidder over for mig på en hotelrestaurant i København. Han er høj og ranglet, med milde blå øjne bag de tynde sorte brillestel og et par fremtrædende blodårer i den skaldede isse, hvor man nærmest føler brændstoffet pumpe ind til hjernen. Inden jeg møder ham, har han været oppe på værelset og slappe af, siger han, mens han fulgte med i rigsretsanklagen mod Donald Trump. Pollan har præsidenten i sigtekornet, når det gælder amerikanernes madkultur, som han føler bliver taget til gidsel som et politisk redskab, når sund kost præsenteres som et elitært fænomen.
»Trump har fodret folk med den forestilling i USA, mens han selv er junk food-connoisseur, og det er særligt slemt, at han gør det efter familien Obama. Han har ikke ryddet Det Hvide Hus’ køkkenhave endnu, men det er sikkert kun, fordi han ikke ved, at den eksisterer«.
