Ratatouillen smager af Middelhavet, af cikadesang og bragende sol i Sydens varme. Den smager af lune sommeraftner, gæster rundt om et bord til langt ud på natten, liv. Den er en gammel provencalsk ’nationalret’, navnet ratatouille kommer fra sproget occitan. Du finder den i forskellige udgaver i andre lande ved Middelhavet.
Jeg husker ikke første gang, jeg smagte ratatouille, eller hvornår jeg selv kokkererede min første. Den har altid eksisteret i mit liv, og måske kunne jeg allerede opfange dens duft og høre den syde inde fra min mors mave.
I hvert fald har jeg fulgt med over bordkanten i både min mor og farmors tilberedning af den, mine to mestre. Jeg har hjulpet med at snitte grøntsagerne, røre i gryden, passe på den, mens den simrede, og opsnappet de små fif, som faldt undervejs. Dem hører jeg stadig i dag blive hvisket til mig, når jeg laver mad.
Hos min praktiske faster i Montpellier (ved Middelhavet i Sydfrankrig), som holdt feriekoloni et par år i træk for os fætre og kusiner, var ratatouillen fast inventar i køleskabet, opbevaret i et par dengang meget moderne gennemsigtige Tupperware-bøtter. Frokostens ratatouille blev her ofte klassisk serveret med en skive kogt skinke eller en merguez-pølse (nordafrikansk lammepølse).
