Det var ved en middag for et par år siden, at en diplomat betroede mig det her: At han i tiden efter Donald Trumps første periode som USA’s præsident havde haft en slags posttraumatisk stress.
»I de fire år med Trump som præsident var det første, jeg gjorde, når jeg slog øjnene op om morgenen, at tjekke Twitter for at se, om han havde skrevet et eller andet, der ville vende op og ned på min dag«, mindes jeg, at diplomaten sagde. Sådan nogenlunde.
På et tidspunkt var han så stresset, at han også begyndte at vågne meget tidligt om morgenen. Bare så han ikke blev taget på sengen, hvis den orange præsident skulle have erklæret nogen krig eller skabt anden ravage.
Selv efter Trumps exit fra Det Hvide Hus og sidenhen også forvisning fra Twitter fortsatte den traumatiserede diplomat med liiige at tjekke, om der er alligevel skulle ligge en trumpsk luremine et eller andet sted. Det var blevet til en slags posttraumatisk refleks. En nervøs trækning.
