Hvor er det godt for gamle, hæderkronede fodboldklubber som Liverpool, Real Madrid og Juventus, at det ikke er deres nuværende ejere og klubpræsidenter, der lægger taktikken på banen. Så ville de i dag have befundet sig i en række på niveau med den danske serie 4.
Ingen af de profithungrende sportsspekulanter havde tilsyneladende de mindste betænkeligheder, da de sidste søndag præsenterede verden for European Super League, hvor de 12 stiftende klubber fra England, Spanien og Italien skulle spille mod hinanden i en uendelighed. Uden nogensinde at kunne rykke ned og uden at skulle rejse rundt og spille indledende gruppekampe mod inferiøre hold som FC Midtjylland og Damplokomotiv Moskva, sådan som det kræves i den eksisterende Champions League.
Med en amerikansk storbank i ryggen, et par milliarder kroner i velkomstbonus til hvert deltagende hold og forblændede af udsigten til uanede tv-indtægter havde de superrige klubejere ikke blot udvist en grådighed, der fik selv de mest korrupte repræsentanter for Uefa og Fifa til at ligne medlemmer af Amish-samfundet på vej til bønnemøde. De havde også scoret historiens mest eklatante selvmål.
Det var tydeligt for enhver, at fodboldkapitalisterne ikke havde forventet den shitstorm af orkanstyrke, der blæste dem omkuld som træningskegler på en kold efterårsdag. Tanken om, at verdens rigeste fodboldklubber for at blive endnu rigere havde skrottet de ædle turneringsprincipper, som tillader selv den mest ydmyge provinsklub at avancere op gennem rækkerne – og giver de små chancen for at slå de store – blev modtaget med afsky af alverdens fodboldspillere og fans.
