Der var engang en vittighed om de sovjetiske tanks, som Vladimir Putins forgængere brugte til at genoprette den socialistiske orden i genstridige østeuropæiske lande som Ungarn og Tjekkoslovakiet under den kolde krig. Man sagde, at de kørte rundt med højttalere monteret på kanonløbene. Højttalere, som vendte ind mod mandskabet i kampvognene, og hvorfra det samme budskab blev gentaget igen og igen på russisk:
»Kammerater! Vi anmoder om broderlig hjælp!«.
Jeg kom i tanke om den gamle koldkrigsjoke, da min bimlende gale mobiltelefon tidligt torsdag morgen viderebragte den ellers meget lidt morsomme nyhed om, at præsident Putin havde besluttet at imødekomme en anmodning om militær assistance fra de russiske separatister i det østlige Ukraine. Og for en sikkerheds skyld havde iværksat noget, der til forveksling mindede om en fuld invasion af hele nabolandet fra tre forskellige verdenshjørner.
Men os narrer han jo ikke med sine julelege uden for sæsonen. Vi ved godt, at den udtryksløse livstidspræsident ikke har til hensigt at hjælpe andre end sig selv. Vi ved, at han har gang i et kynisk magtspil, som går ud på at genoprette så meget af Ruslands storhed – ’Make Russia Great Again’ – som den lille mand overhovedet kan komme af sted med og dermed sikre sin plads i verdenshistorien som ’Vladimir den Store’. Og de, der ikke vidste det, blev i hvert fald klar over, hvilken vej det gik, da Putin som opvarmning til krigen påpegede, at Ukraine slet ikke er et rigtigt land, men blot en sovjetrepublik, som Lenin opfandt en dag, hvor han kedede sig.
