Man kunne godt have undt Madeleine Albright at ende sine dage i verden, som den så ud, inden Vladimir Putin besluttede sig for at forbryde sig mod årtiers fred i Europa.
Den drevne diplomat, som blev den første kvinde på posten som amerikansk udenrigsminister, var ikke alene en helt central figur i forsoningen efter den kolde krig: Hun var selv i høj grad et barn af krig og forfølgelse.
Selv om Albright først i en høj alder lærte sin egen families grusomme historie at kende, var hendes liv på mange måder dedikeret til, at ingen i den vestlige verden igen skulle gennemleve den type rædsler, hendes tjekkiske bedsteforældre var blevet udsat for under Anden Verdenskrig. En kamp, hun engagerede sig i til det sidste.
Et par dage efter de russiske styrker indledte bombardementerne i Ukraine, skrev Madeleine Albright – i en alder af 84 år – et indlæg i The New York Times, hvor hun begræd og fordømte Putins handlinger og advarede mod at se passivt til og lade verden vende tilbage til en tid, hvor stormagter tillod hinanden at »skære jordkloden ud i indflydelsessfærer«.
