Jeg husker engang fra mit ophold på Werner Herzogs hemmelige filmskole i München, Rogue Film School, hvor en høj yngre instruktør ville have et billede af sig selv og sit idol, Herzog. Den unge mand faldt med vilje lidt sammen, så han ikke fysisk tårnede op over en af filmkunstens åndeligt største. Reaktionen fra Herzog kom prompte: »Ret dig op. Gør aldrig dig selv mindre, end du er, blot for at tilpasse dig omverdenen!«.
Tyske Werner Herzog har altid stået på og gjort sit eget uden at vente på, at filmbranchen eller for den sags skyld hele omverdenen var parat til det, han havde at byde på. Nogle gange har han gjort sig stor – som fantasten Fitzcarraldo i filmen af samme navn, der trodser spot og spe og ender med at trække et skib over et bjerg i junglen for at udleve sin drøm om at bygge et operahus midt i junglen. Andre gange har han bevidst gjort sig lille – som verdensmesteren i skihop Walter Steiner i filmen ’The Great Ecstasy of Woodcarver Steiner’, der nægter at søge verdensrekorder, som omverdenen ellers ønsker, men i stedet søger sin egen drøm om blot at svæve i luften.
Begrebet ekstatisk sandhed, som Herzog i nyere tid er blevet eksponent for, rummer denne lyst til strategisk at omgå de vante kategorier og kasser, det, han kalder »bogholderens sandhed«, for at søge, ane, let berøre andre sandheder end den umiddelbart tilgængelige eller for øjeblikket af samfundet hyldet som den eneste.
Herzog har taget sin plads i filmhistorien: som instruktør og som manuskriptforfatter, filmselskabsejer og producer på sine egne film. Han blev født i München, men voksede op i den afsides beliggende bjergby Sachrang, der hverken bød på film, telefoner eller rindende vand, men fri leg med de andre faderløse børn i ruinerne efter Anden Verdenskrig.
