Mens rigtig mange musikere bruger ungdommen på at spille og så tager en uddannelse for at kunne tjene penge, læste Henrik Sveidahl først musikvidenskab og blev dernæst professionel musiker. I dag er han rektor på Rytmisk Musikkonservatorium på Holmen i København og drømmer om at udvide kunstbegrebet. Han elsker sit arbejdsliv, men ikke de receptioner, der følger med.
Fortæl om en afgørende begivenhed i din barndom?
»Jeg er 11 år gammel, og der er lørdagsunderholdning i fjernsynet, hvor de spiller levende musik. Det er et jazzorkester, og Jesper Thilo, som er en legendarisk saxofonist, som heldigvis stadig lever, spiller. Jeg bliver vanvittig fascineret af det og siger: »Sådan en vil jeg gerne spille på«. Jeg havde den oplevelse, at det der, det ville jeg gerne. Så gik min far ud og købte en gammel brugt tenorsaxofon til mig. Først måtte han lige finde ud af, hvad det var for et instrument«.
»Det er en kerneoplevelse i mit liv, og jeg tænker tit på den. Vi skal sørge for, at børn får de oplevelser. Det var helt vildt, det var fuldstændig magisk. Jeg har den saxofon, han købte til mig, endnu. For han købte den uden at vide, at det er en virkelig god en«.
