Harry Belafonte, som tilbage i 1950’erne bragede ind på hitlisterne og nedbrød racemæssige barrierer med sin personlige fortolkning af folkemusik og blev en drivkraft i borgerretsbevægelsen, døde tirsdag i sit hjem i New York. Han blev 96 år. Ifølge Ken Sunshine, hans talsperson, var dødsårsagen hjertesvigt.
I en periode, hvor raceadskillelse stadig var udbredt og sorte ansigter et særsyn på såvel små som store skærme, skrev Belafonte historie med sin opstigen til underholdningsbranchens stjernehimmel. Der havde før været sorte entertainere, der som Louis Armstrong og Ella Fitzgerald overskred racemæssige grænser og havde opnået stjernestatus, men ingen havde gjort det med sådan et brag. I en periode var ingen musiker, hverken sort eller hvid, så stort et navn som Belafonte.
Han kom til verden i Harlem som barn af vestindiske indvandrere. Nærmest egenhændigt fyrede han op under en dille og gjorde caribisk musik hot med hits som ’Day-O (The Banana Boat Song)’ og ’Jamaica Farewell’. De var med på albummet ’Calypso’, som toppede Billboards hitliste efter udgivelsen i 1956 og blev der i 31 uger. Det skulle blive det første album af en solokunstner, som solgte over 1 million eksemplarer.
Han havde lige så stor succes som koncertnavn: Han var flot og karismatisk og tryllebandt med et repertoire, som inddrog traditioner fra alverdens folkemusik – calypsonumre som ’Matilda’, arbejdssange som ’Lead Man Holler’, blide ballader som ’Scarlet Ribbons’. I 1959 blev han den bedst betalte sorte optrædende gennem tiderne og tjente tykt på koncerter i Las Vegas, Los Angeles og New York.
