Farens tidlige død fik Anne Linnet til at indse, at man skal finde en balance mellem det, man føler er ens kald, og det almindelige liv. I dag, hvor den feministiske frontfigur fylder 70 år, trækker de to sider stadig i hende. Og efterlader til tider den udadtil frygtløse kommunikator i et privat rum, hvor hun oplever sig selv som dårlig til almindelig samtale.
Hvilken opgave har du været mest glad for i dit arbejdsliv?
»Det var fantastisk, da Exlibris i 1978 ringede og spurgte, om jeg ville sætte musik til Tove Ditlevsens ’Kvindesind’. Et par uger før havde jeg hos en veninde tilfældigt grebet digtsamlingen og slået op på ’Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø’. Hvor pokker kender hun mig fra, tænkte jeg. Jeg følte mig så beslægtet med både tekst og lyrikkens musikalitet, at jeg gik hjem og skrev musik til alle digtene på 14 dage. Så da pladeselskabet ringede, kunne jeg svare, at vi kunne gå i studiet med det samme. Den slags ’tilfælde’ har der været mange af i mit liv«.
Hvem har været dit forbillede?
