»Jeg skulle have kigget lidt fremad og tænkt mere på mine børn og mig selv«

Hvilken opgave har du været mest glad for i dit arbejdsliv?

»Jeg tror, det var, da jeg var socialminister. Ikke erhvervsminister! Det nød jeg ikke. At sidde og skulle igennem med en børsreform interesserer jo ikke den nærmeste familie, inklusive mig selv. Kulturministeriet var én stor oplevelse. Altså med alle de kendte og alle de hysteriske og alle de dygtige og sporten og alt det der. Altså, jeg fik masser af bank, men alligevel var det festligt. Og Socialministeriet, der synes jeg virkelig, der var noget at udrette. Jeg fik lavet en børnepolitik, og så fik jeg genopfundet de ældre i den forstand, at de begyndte at få noget selvbestemmelse«.

Hvad er din vigtigste bedrift?

»Det er, at CD ikke bøjede sig for de der bølger, der kom. Vi bøjede os heller ikke for vælgerne, og dem blev vi så uvenner med til sidst. Men jeg syntes, det var vigtigt at holde fast – i udlændingepolitikken først og fremmest. Og det kan jeg godt være lidt stolt af i dag«.

Hvad er den bedste beslutning, du har taget?

»Det var vel at gå imod strømmen. Da vi gik ind i Nyrups regering, var der jo masser af modstandere, også hos mine egne. Så gik vi som det første parti nogensinde frivilligt ud af en regering. Vi sagde: ’Vi får ikke noget igennem, og man skal ikke bare sidde der’. Så det der med at gå imod strømmen og gøre det, de andre ikke har gjort«.

Hvad er den dårligste beslutning, du har taget?

»Det var vel at lade mig lukke ind i det der erhvervsministerium«.

Hvad er du god til?

»Jeg tror, jeg er god til at underholde. At præsentere et stof, så folk bliver engageret i det og synes, det er spændende«.

Hvad er du dårlig til?

»At grave mig ned i detaljer. Jeg er sgu ikke særlig god til at analysere. Det er jeg ikke«.

Hvem har været den vigtigste person i din karriere?

»Jamen det ligger jo ligefor, at det var min far (stifter af Centrum-Demokraterne, Erhard Jakobsen, red.). Han har aldrig promoveret mig. Tværtimod, jeg har altid skullet gøre ekstra, fordi jeg var partiformandens datter. Men det er da klart, at han har skabt en inspiration«.

Er der noget inden for politik, som du gerne ville have oplevet?

»Jeg ville jo gerne have set CD overleve. Vi manglede, tror jeg, 450 stemmer i Jylland, og det var bittert. Der følte jeg virkelig, min arm blev revet af«.

Hvad vil du sige, hvis du skulle bagtale dig selv?

»Det er ikke vanskeligt. For ustruktureret, for impulsiv, for svært ved at lytte. Hun afbryder altid og kan ikke holde kæft«.

Hvem har været dit forbillede?

»Den ene var Kennedy, og den anden var Dylan. Kennedy stod for det politiske, de unge, det åbne mod verden og alt det der. Og Dylan stod for den der rastløse, evige søgen efter et eller andet. Det er jo der, man er, når man er 13-14 år. Og resten af livet. Så han ikke bare beskrev min generation, han opdrog os faktisk også«.

Hvilken karriere ville du vælge, hvis du skulle vælge om?

»Så ville jeg være gartner«.

Hvad er du mest stolt over?

»Mine børn. Jeg har to drenge. De har jo ikke haft det helt nemt med en mor, der var meget lidt hjemme, og som blev skilt nogle gange. Men de har klaret sig godt. Og så har jeg jo tre børnebørn nu, som jeg forguder«.

Hvad er du mest flov over?

»At jeg måske i de år så for meget tilbage og tænkte på, hvad forventningerne til mig var. De blev jo aldrig udtalt, slet ikke fra min far, men jeg kiggede sådan tilbage for at sige: Hvad kan jeg gøre for at leve op til også hans forventninger? Jeg skulle have kigget lidt fremad og tænkt mere på mine børn og mig selv. Jeg tror, jeg samlet havde barselsorlov i tre måneder. Dagplejemødrene sagde hver gang: »Så små har vi aldrig haft dem før«. Og den sad jo«.

Hvad har optaget dig mest de seneste fem år?

»Politik. Det er jo så nemt at sidde og kritisere det, når man ikke selv er der. Jeg synes, der er mange mærkværdige ting, der er kommet ind i politik. Jeg tænkte på det så sent som i går, da de begyndte at sige, at nu skulle man betale mere i flyafgift, og så skulle nogle af pengene gå til ældrechecken. Og jeg sidder og tænker: Hvad taler I om – det er én kasse hele lortet! Og den mest absurde var jo den der med store bededag, der skulle gå til kampflyene. Jamen jeg har aldrig i mit liv hørt noget så åndssvagt«.

Hvad læser du for tiden?

»Lige nu er jeg i gang med de gamle travere igen. Jeg startede med ’Buddenbrooks’ (Thomas Mann, red.), og så læste jeg Stefan Zweigs ’Die Welt von Gestern’ på tysk; jeg er jo ligesom tyskuddannet. Og lige nu læser jeg så Sandemoses ’Varulven’«.

Nævn en afgørende episode fra din barndom.

»Noget af det, der næsten kastede mig omkuld, var, da det gik op for mig, hvad holocaust var. Der var en tv-udsendelse, som jeg kom til at se, da jeg var ni eller ti år. Og der kunne jeg pludselig forstå, da jeg engang i 2. klasse var kommet hjem og havde sagt: »Vi har drillet Bente. Vi drillede hende, fordi hun er jøde«. Så lagde min far kniv og gaffel og sagde: »Det må du aldrig gøre mere!«. Og jeg brød jo ud i snot og tårer og sagde: »Jamen far, du er da også fra Jylland««.

Hvad er din yndlingssang?

»Jeg tror, det er ’Mr. Tambourine Man’ (Bob Dylan, red.). Den der med »Yes, to dance beneath the diamond sky, With one hand waving free, Silhouetted by the sea ...«. Han er jo ude på den her strand og selvfølgelig høj af et eller andet. Men det er igen den der rodløshed. Jeg har 700 forskellige, også illegale, cd’er. Fordi jeg var med i sådan et lille netværk. Nogle var meget grimme og optog alle de der koncerter. Og jeg har jo også rakket verden rundt for at høre koncerter med Dylan. Han skal jo ikke stå der helt alene«.

»Den største var på Roskilde Festival, hvor jeg fik lov at komme op bagved, hvor alle kunstnerne var. Så kom han ud, den der lille mand med den der store hat. Jeg var fuldstændig ved at skvatte om. Jeg havde desværre min søns store læderjakke og nogle store gummisko på, fordi det var festival, og jeg tænkte på, hvor mange pæne sommerkjoler jeg kunne have haft på. Jeg fik lov, fordi jeg kendte Leif Skov (daværende chef for Roskilde Festival, red.), og blev ringet op, da jeg stod på forreste række, inden koncerten skulle starte. Jeg fik lov at stå bag Dylans højtalere. Der tænkte jeg ... Nu er jeg lykkelig. Det var så utroligt. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom hjem i min bil denne aften«.

Hvad glæder du dig til?

»Jeg glæder mig over et eller andet hver dag. Jeg nyder, at jeg ikke skal møde et eller andet sted. Jeg har jo aldrig været hverken A- eller B-menneske; jeg har været CD’er og hele vejen igennem. Så det der med, at man ikke skal ud at møde nogen og have pænt tøj på og alt det der, det nyder jeg i den grad«.

Hvad er din livret?

»Det er den ret, min mormor lavede til mig, da jeg var 8, 9, 10, 11 og 12. Det er makaroni, tomatsauce og kødboller. Jeg får det tit, men min mand kan ikke fordrage det, så jeg laver det mest, når han ikke opdager det«.

Foto: Jens Dresling

Hvordan har du mødt din mand?

»I et fly til Tyrkiet. Han var en bekendt af Peter Brixtofte, og det var jeg også. Vi skulle begge to ned at besøge Peter. Jeg kan bare huske, han rejste sig i flyet og sagde: »Goddag, jeg skal nok præsentere mig selv senere«. Det må man sige, han gjorde«.

Hvad blev helt anderledes, end du havde forestillet dig?

»Jeg havde ikke regnet med at skulle fyres fra Red Barnet. Jeg havde været der i 15 år, og det var gået rigtig godt«.

»En anden ting var, da jeg fik den der borrelia (efter et flåtbid, red.), som ødelagde mit ansigt. Jeg troede virkelig, at jeg skulle bruge resten af livet som bogopsætter i kælderen på Det Kgl. Bibliotek. Det gik jo alligevel, men det blev ikke det samme. Jeg kan huske, de så sødt skrev på B.T., at ’Mimi har mistet magien’. Tak, ud over mit nervesystem i ansigtet havde jeg også mistet magien. Ja, søde har I jo altid været ... røvhuller, ha ha«.