I 1991 flyttede otte mennesker ind i et kæmpe drivhus på 1,3 km2 midt ude i Arizonas ørken. Inde i drivhuset var der regnskov, marker, koralrev, dyr og insekter. De kaldte det ’Biosphere 2’, og det var et ufattelig mange millioner dollars dyrt forsøg på at genskabe ’biosfære 1’ – den, vi alle bedre kender som jorden.
Et af de otte mennesker er i denne uge på besøg i Politikens egen lille biosfære, podcaststudiet med Lotte Folke og Eva Eistrup. Han hedder Mark Nelson, og han beskriver den ahaoplevelse, det var at træde ind for at skulle overleve i det lukkede kredsløb i ’Biosphere 2’, sådan her:
»Min forståelse af, hvad det hele handlede om, flyttede på 30 sekunder ned i kroppen fra min ’taghjerne’ – den stærke, men ikke uendelige intellektuelle kapacitet, vi har – til at mærke en dyb erfaring i hver eneste celle i min krop af, at jeg var trådt ind i en sprællevende verden fyldt med planter. Jeg mærkede taknemmeligheden: Tak for at have lukket mig indenfor. Hver plante her giver mig mad til min aftensmad, og hver åndedræt, jeg slipper ud, giver mad tilbage til planterne«.
Det enorme 'Biosphere 2'-drivhus ved bunden af Catalina-bjergene i Tuscon, Arizona. Det kontroversielle eksperiment varede i to år og sluttede den 26. september 1993.
Mark Nelson levede sammen med tre andre mænd og fire kvinder i ’Biosphere 2’, hvor de i to år ikke måtte få noget fra verden udenfor ind i det store drivhus. Hans dagbøger og drømmedagbøger fra det epokegørende eksperiment er netop udkommet på dansk.
’Biosphere 2’ mødte kriser. CO2-niveauet steg hurtigere, end deltagerne havde kunnet forestille sig, og de manglede mere og mere ilt. På et tidspunkt fik de bragt ilt ind, og det ekstremt hypede og kontroversielle projekt, der i forvejen havde mødt en del kritik, blev hurtigt dømt ude og affejet som gøgl. Kritikken gik på, at der var for mange ubekendte til, at man kunne kalde det videnskab, og at det også var derfor, at CO2-niveauet pludselig var steget så hurtigt.
Men 30 år senere ved vi noget andet. At CO2-niveauet i ’biosfære 1’, altså de omgivelser, der holder os i live, også stiger hurtigere, end vi nogensinde havde forestillet os. Og at der er så mange ubekendte i udviklingen, at selv videnskabsfolk ikke forstår de drastiske forandringer, der sker på vores klode.
Fire kvinder og fire mænd brugte to år i det enorme menneskeskabte drivhus i Arizona, der ville genskabe jordens økosystemer. Meget gik galt undervejs.
'Biosphere 2'-eksperimentet er verdens hidtil største kontrollerede eksperiment, der havde til hensigt at undersøge og forstå klimaforandringerne. Dengang blev det dømt ude som uvidenskabeligt gøgl.
Hør Mark Nelson fortælle om lærdommen fra ’Biosphere 2’. Om den stærke fornemmelse for deres sameksistens med omgivelserne, de otte fik, og om hans overbevisning om, at den sameksistens kræver samarbejde mellem teknologien og økologien. Om betydningen af at få en dyb forståelse af, at forurenet luft ikke bare blæser væk, og at alt vand vender tilbage i kredsløbet.
»Vi er begyndt at lære det«, siger han. »Havet er ikke uendeligt. Vi kan forurene det, vi kan overfiske det. Vi kan ændre atmosfæren! Hvis du havde fortalt dét til et menneske for 100 år siden, ville de have slået en latter op og betragtet dig som sindssyg. Så vi er nødt til at forstå vores grænser – og nyde vores grænser. Mit budskab er håbefuldt og optimistisk. Du skal fejre den heldige karma eller skæbne, der har gjort, at du har fået lov at være et barn af biosfæren i den her udfordrende og spændende tid«.