Der går ikke længe, før jeg har mistet fornemmelsen af den ellers så velafmærkede sti, udlejeren af vores bjerghytte fortalte mig om. Her er tætvoksende kristtjørn og nåletræer, og skovbunden er blød af mos. De omkringliggende bjerge skaber en eventyrlig, middelalderagtig stemning.
Jeg prøver at finde ro i, at jeg er ved at miste orienteringen, selv om solen snart går ned, og min ven fortalte mig, at der findes leoparder i skovene heromkring. For jeg kender Zimbabwe godt nok til at vide, at der ikke nødvendigvis er skilte eller advarsler om den slags, og at jeg heller ikke kommer til at møde andre mennesker på min gåtur.
Og at det på forunderlig vis er en del af min fascination af dette land. At det er et af de få steder, hvor man stadig kan opleve følelsen af at være den eneste turist.
Jeepen bremser skarpt op foran det største baobabtræ, jeg nogensinde har set. Guiden tager vores datter i hånden, og øjeblikket efter vinker de begge til os fra et hul i den enorme stamme. Træet er hult, over 10 meter i diameter, og husede i 1970’erne en krybskytte ved navn Shadreck. Han var berygtet for at sælge elfenben til portugisiske handlende, men også for at give dyrenes overskydende kød til lokale, hvilket har givet ham en slags Robin Hood-status. Zimbabwe er fyldt med røverhistorier om entreprenante typer.
