»What did I tell you about breaking the structure?!«, råber vores guide ned gennem den lange åbne jeep.
Alle passagerer vender sig og kigger olmt på den indiske mand, der ikke har kunnet dy sig for at læne sig ud af bussen med sit kamera for at få et godt skud af den store hanelefant lige ved siden af os.
Safariguiden Solomon har, siden jeg steg om bord på bussen, fortalt os om de mange områder, hvorpå elefanter faktisk ligner os mennesker: De holder begravelsesceremonier, når nogen i flokken dør, hunelefanterne samles og hjælper, når en unge skal fødes, og de kan græde, når de holdes i fangenskab.
Men man må ikke være i tvivl; elefanter er stadig vilde dyr, og vores tilstedeværelse i parken er på deres præmisser. Derfor er det altafgørende, at vi bibeholder safaribussens 'struktur', så elefanten oplever os som en samlet og ikke-truende enhed.
