På dagstur gennem Libanons sagnomspundne Beka'a-dal

Sammen med min kone er jeg rejst til Libanon for at opleve et land, de fleste kender navnet på, men som få anser for en turistnation. Borgerkrig, terrorstemplede militser og senest den syriske borgerkrig sætter let en skræk i livet på mangen en rejseglad vesterlænding.

Tilbage i Toyotaen er vi nået gennem bjergpasset. Tung tåge skjuler dalens bund, men langsomt kommer de mange vinmarker til syne. Små huse i sydeuropæisk stil pletter landskabet. Palæer med prangende facader står i skarp kontrast til faldefærdige cementhuse, der er i klart flertal, og som tyskerbunkere ved Vestkysten er kastet hulter til bulter i landskabet. Det er organiseret kaos.

Efter få timers kørsel er vi endelig ved dagens vigtigste stop: byen Baalbek med en befolkning af samme størrelse som Esbjergs. I oldtiden gik Baalbek under det romerske navn Heliopolis, Solens by. Midt i byen ligger et kæmpestort romersk tempelanlæg, og det er dagens hovedattraktion.

Baalbek er organiseret omkring tempelområdet. På den ene side finder man det, der efter sigende skulle være verdens største sten: en massiv stenklods, der aldrig blev slæbt hen til templet, før byggeriet stoppede. Tæt derpå finder man Hizbollah-lederens familiemoské med gyldent tag, blå facade og vagter bevæbnet med kalasjnikover og skeptiske blikke.

Engang var det her, spidserne kom

Vi begyndte dagens arkæologiske udforskning i Hotel Palmyra skråt over for tempelområdet. Hotellet har stået her siden 1874. Blandt tidligere besøgende finder man Charles de Gaulle, Ella Fitzgerald, den britiske hær, kunstneren Jean Cocteau og ikke mindst den tyske kejser Wilhelm II, der sammen med datidens osmannerrige i 1892 sørgede for at sætte en udgravning af tempelområdet i gang.

I dag er hotellet stadig åbent, fortæller stedets ihærdige rundviser. Men alligevel er vi lige nu de eneste, der er på besøg. De støvede møbler og tomme haller fortæller deres egen historie.

Foto: Alexander Sjöberg

Foto: Alexander Sjöberg

Foto: Alexander Sjöberg

Tempelområdet uden for de beskidte hotelvinduer lokker, og kort efter befinder vi os på en sti få hundrede meter fra de enorme templer, hvoraf det største blev bygget til ære for romernes vigtigste gud, Jupiter, der svarer til grækernes Zeus.

Fra stien bliver vi ledt op ad en trappe og ind mellem enorme korintiske søjler, der viser sig at være små sammenlignet med det endnu større hovedtempel, der ligger et par hundrede meter inde i området.

Vejen dertil er ikke tom, tværtimod. Det er en plads overstrøet med flere mindre templer, og man fornemmer, hvor travlt der har været på det, der måske har været en samlings- og handelsplads. I et hjørne sidder tre søvnige vagter, der storsmiler og byder os på te og cigaretter, så snart de får øje på os. Det er ikke ofte, de får besøgende så langvejsfra som Danmark.

Vi møder et par FN-udsendte fra Indien, som leger turister, en enkelt familie, men ellers har vi det hele for os selv og kan i ro og mag lade os imponere af de store marmorsten omkring os, hvor inskriptionerne er til at læse endnu.

Vidunderlige mosaikker præger undersiden af Jupiter-templets loft, og i et mindre tempel til ære for vinguden Bacchus er vægudsmykningen i høj grad intakt og velbevaret. Meget få steder har man forsøgt at restaurere, og det lader til, at restaureringen primært har tjent til at undgå alvorlige sammenstyrtninger. Det kombineret med områdets enorme størrelse (der er cirka 600 meter fra den ene ende til den anden) og den isolation, man befinder sig i, når man besøger stedet, gør, at jeg vil huske Baalbek bedre end mange andre oldtidslevn, jeg har besøgt.

På familievisit

Vi er sultne efter vores besøg, og sammen med Hohamd finder vi et sted, han har hørt godt om. De skulle have det bedste kød i hele dalen, lyder det.

Vi er vegetarer, men det er ikke en (høflig) mulighed, og vi får en på opleveren i en lille butik, der ligner et nedslidt køkken kombineret med slagteri, hvor folk er samlet til uprætentiøs frokost. Sundhedsmyndighederne herhjemme var gået amok, men de små stykker bagt dej med kød- og grøntsagsfyld smager fantastisk og leder tankerne hen på pizza, blot i miniformat. De bliver tilberedt dusinvis ad gangen i en enorm stenovn, og det kan kun lade sig gøre at købe en æske så stor, at vi umuligt kan spise op.

Men det er ikke en dårlig ting, viser det sig.

For efter maden spørger Hohamd, om vi vil med en tur op til hans landsby, hvor han kommer fra. Og selvfølgelig vil vi det. Her er romere, lover han, og så kan vi jo se, hvor han er vokset op.

Ad snørklede veje ankommer vi til en lille landsby, hvor Hizbollahs gulgrønne flag vajer, gaderne er fyldt med katte, og et stort oldtidstempel ligger her også.

Vi siger pænt hej til Hohamds familie. Faderen ligger syg, og han bliver meget glad for frokostresterne. Hans søster er hurtigt i gang med at fortælle os alt om landsbyen på arabisk, og selv om vi ingenting forstår, er det tydeligt, at de er meget glade for vores besøg.

En duft af kaffe og cigaretter breder sig i lokalet, mens Hohamd oversætter søsterens ord, og de lader os forstå, at her i byen støtter man Hizbollah, fordi de »siger tingene, som de er«. Krigen i Syrien bliver også vendt. Her i huset håber de, at Assad vinder. Ikke fordi han er den bedste, men fordi det vil betyde en eller anden form for fred, så de mange millioner syrere i Libanon kan vende hjem. Måske.

Foto: Alexander Sjöberg

Rygtet om vores besøg har tilsyneladende bredt sig, og byens skoleinspektør, Ali, kigger også forbi, men vi når kun lige at hilse, inden vi må videre, insisterer Hohamd. Det er ved at blive mørkt, og vi har et sidste stop, vi skal nå.

Turen går nu til Anjar, en by fra det 8. århundrede bygget af det mægtige Umayyade-kalifat, der er det andet af de store kalifater, det politiske system, der blev opbygget efter profeten Muhammeds død – det første går under navnet Rashidun-kalifatet, mens Umayyade-kalifatet efterfulgtes af Abbasiderne.

Byen består af flere paladser, et enormt butiksområde samt en moske, som det dog er svært at få øje på for os, mens vi går mellem ruinerne. Ligesom tidligere på dagen er vi stort set alene. Kun stedets oppassere er her sammen med os, hvilket måske hænger sammen med byens placering godt 1 kilometer fra den syriske grænse. Den blodige konflikt i nabolandet står i skarp kontrast til den ro, der hersker i Umayyade-byen, hvor det eneste, man kan høre, er vinden, der griber fat i de lavtvoksende træers grønne grene.

Det er ved at være eftermiddag, og knap 10 timer efter at vi forlod Beirut, vender vi næsen hjemad. To timers kørsel og en solnedgang venter forude, og til tonerne af musik med den libanesiske sangerinde Fairuz triller vi derudad. Inden vi skilles, skynder vi os at aftale en ny køretur med Hohamd. For i det sydlige Libanon venter oldtidsbyerne Sidon og Tyre og nye opdagelser.