Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Jan Dagø
Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dans natten væk på Beiruts diskoteker

Drik cocktails, gå på vinbar og nyd livet i Libanons hovedstad, der er en fredelig storby-oase midt i en kaotisk region.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Beirut. Selve navnet på den libanesiske hovedstad er for mange nærmest synonymt med mellemøstligt kaos, konflikt og blodig borgerkrig. Men borgerkrigen, som flåede både Beirut og Libanon fra hinanden, sluttede tilbage i 1990, og mens det arabiske forår raser i resten af Mellemøsten, og Syrien er ved at gå i opløsning, har Beirut paradoksalt nok været en fredelig oase.

Selv om der er kommet flere hundredtusinde syriske flygtninge til Libanon, og der har været kampe i havnebyen Tripoli længere nordpå, har der ikke været større uroligheder i Beirut, der generelt er sikker.

Langt det meste af byen er for længst blevet genopbygget, og Beirut har på imponerende vis formået at genvinde sin tidligere plads som Mellemøstens mest kosmopolitiske og livlige by.

Flosset i kanten, rodet og stort set uden nogen offentlig transport, men også umådeligt charmerende og varieret med tjekkede modebutikker, elegante restauranter, barer og vilde natklubber.



Beirut er i den grad modsætningernes by – fra shiamuslimske områder i den sydlige del, hvor alkohol er bandlyst og Ayatollah Khomeni det store forbillede, til den kristne højborg i Ashrafieh, hvor vin og våde varer flyder i rigelige mængder, og man hører mere fransk end arabisk på gaderne.

Samtidig ligger byen forrygende smukt mellem Middelhavet og de libanesiske bjerge, så man afhængig af, hvornår man besøger byen, enten kan svømme eller stå på ski. Eller hvis man er heldig begge dele på samme dag.

FREDAG

Kl. 15: Fra borgerkrigens aske
Start udforskningen af Beirut fra byens gamle centrum, det såkaldte Downtown. Under borgerkrigen lå området i årevis øde hen som et dødsensfarligt ingenmandsland. Efter krigen overtog den tidligere premierminister Rafik Hariris byggeselskab Solidaire hele området og stod for genopbygningen, der har været meget kontroversiel. Visuelt er Downtown blevet utroligt flot. De klassiske franskinspirererede bygninger i gul sandsten er restaureret til perfektion, men kritikere siger, at Hariris eksklusive genopbygning har gjort området alt for dyrt og suget livet ud af det. Døm selv over en kop kaffe på en af stjernepladsens Place de l’Étoiles mange cafeer.

Parlamentet ligger også på pladsen, så vær ikke bekymret over, at man skal gennem et militært checkpoint for at komme dertil.

Place de l’Étoile.

Kl. 17: Luksusbasar
Endnu et område, der blev totalt ødelagt under borgerkrigen, er Beirut Souqs, der nu er genopbygget i moderne mellemøstlig stil. Forventer man at finde en blomstrende basar med ivrige sælgere og myldrende småboder, bliver man overrasket. Beirut er en by med smag for luksus, og larmende sælgere og duftende krydderier er i Beirut Souqs skiftet ud med luksusbutikker – fra Louis Vuitton til Jimmy Choo og snesevis af andre berømte mærkevarer. Det lokale stormagasin Aïshti er værd at lægge vejen forbi bare for at se udbuddet.

Beirut Souqs, Saad Zaghloul Street.

Kl. 20: Vin og middelhavsstemning
En af de vidunderlige ting ved Beirut er, at der er varme aftener det meste af året. Et af de mere charmerende steder at sidde ude er The Gathering, som består af tre restauranter, der ligger i hver sit restaurerede gamle libanesiske hus ud til en fælles gårdhave.

Vælg mellem italiensk, amerikansk eller vinbarens tapasmenu, alt sammen godt, men det afgørende er stemningen. Tag et bord under det store oliventræ i midten af gården, bestil et glas rosevin og se de smarte libanesere tage hul på weekenden.

The Gathering, Pasteur Street.

Kl. 23: Cocktail med mere
Beirut flyder med barer, og man blive sjældent skuffet ved bare at gå ind et sted, hvor der er gang i den. Festgaden over dem alle er stadig rue Gouraud i Gemmayzeh, men Mar Mikael-området lidt længere ude af byen er det nye hotte sted. Så tag en taxi ud til Dictateur, en tjekket ny bar stiftet af tre arkitekter.

Baren ligger i et af byens gamle industriområder, og designerne har bevidst bevaret et meget råt præg. Møblerne er en eklektisk blanding af dyrt design og gamle slidte stole, der helt bogstaveligt er taget fra lossepladserne og fikset op. Start festen med en Margarita, der er stedets specialitet.

Dictateur, 30 Badawi Street, Mar Mikael.

Kl. 01: Borgerkrigsdisko
B018 er diskotek et i Beirut. Bygget som en slags makaber bunker med borde udformet som kister er natklubbens navn et minde fra borgerkrigen, og selve stedet en tidligere flygtningelejr.

B018 var kodenavnet på en række legendariske fester, ejeren Naji Gebran holdt lidt nord for Beirut for at glemme rædslerne (ifølge overleveringen var festerne 18 kilometer nord for byen, derfor navnet). Efter krigen flyttede klubben til Beirut, og i slutningen af 1990’erne blev den berømte libanesiske arkitekt Bernard Khoury hyret til at bygge det nuværende B018, der tre gange er blevet kåret af Wallpaper som en af verdens bedste natklubber.

B018, Quarantaine.

LØRDAG

Kl. 10: Libanesisk morgen
Der er intet glitter og glam over restauranten Tawlet Souk el Tayeb, bare noget af den bedste libanesiske mad i verden serveret i et lokale indrettet i fransk bondestil med charmerende simple træmøbler.

Lørdag er der brunch indtil kl. 16, og stedets speciale er lokale libanesiske egnsretter, stort set alt sammen økologisk. Prøv lammetatar blandet med bulgur, der smager forrygende med olivenolie og friske løg. Eller friterede kebbeh med kød eller grøntsager og salater med det skarpe sumac-krydderi.



Stedet er skabt af den berømte libanesiske kok Kamal Mouzawak og er et idealistisk forsøg på at styrke den skrøbelige libanesiske nationalfølelse ved at fokusere på noget, alle uanset sekt eller religion holder af: den lokale mad. Mouzawak er også manden bag lørdagens økologiske marked i Beirut Souqs.

Tawlet Souk el Tayeb, Naher Street 12, Chalhoub Building 22.

Kl. 12: Kunst på trappen
Går man mod byen fra Tawlet, kommer man gennem kunstnerkvarteret Gemmayzeh, der er fuldt af små butikker, hyggelige cafeer og bygninger fra franskmændenes tid i årene mellem Første og Anden Verdenskrig.

Gå ad rue Gouraud ind mod Downtown og stands på vejen ved Saint Nicolas-trapperne (Daraj El Fan på arabisk), der går op ad bakken på venstre hånd cirka halvvejs inde mod byen. Her holder byens kunstnere til, og der er tit forskellige events eller udstillinger i lokalerne langs dem.

Rund turen af med en forfriskende juice eller kaffe på Cafe Paul på hjørnet af rue Gouraud og avenue George Haddad, et af byens mest populære mødesteder.

Cafe Paul,avenue George Haddad, Gemmayzeh.

Kl. 14: Hvil ud i vandet
Havet omkring Beirut er desværre for forurenet til, at det kan anbefales at svømme i det (selv om mange lokale gør det), men det er herligt at ligge ved poolen på St. George Yancht Club og lade sig opvarte. Klubben ligger lige ved den nybyggede lystbådehavn Zaituna Bay, der ud over snesevis af kæmpe lystyachter myldrer med cafeer, restauranter og smarte butikker.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

St. George Yacht Club, ved Zaituna Bay.

Kl. 17: Sunset Boulevard
Cornichen, der løber langs Middelhavet, er Beiruts store, folkelige legeplads. På det brede fortov løber børn på løbehjul, unge par snakker intimt på bænken, veltrænede unge mænd går rundt i bar overkrop, og snesevis af mennesker hopper lystigt i vandet fra klipperne nedenfor.

Udsigten mod den kristne by Jounieh og Byblos er betagende, og mellem de blafrende palmer fornemmer man, hvorfor folk i århundreder er blevet forelsket i stedet. Intet tidspunkt er mere charmerende end ved solnedgang, hvor himlen over Middelhavet bliver rosa, og lyset får et sjældent blidt skær.

Cornichen strækker sig fra Saint George Bay langs den nordlige del af kysten, hele vejen til Avenue General de Gaulle.

Kl. 21: Middag med mere
Udvalget af spisesteder i Beirut er stort, men et af de bedste og mest happening steder i byen for tiden er Momo at the Souqs, en marokkansk-fransk fusionsrestaurant, der ligger oven på juvelerkvarteret i den genopbyggede Beirut Souq.



Billigt er det ikke, men maden som kammuslinger med kikærtecreme og lammetagine med svesker er god, og stemningen i restauranten, der er designet i moderne mellemøstlig stil, er i top. Det er glimmer og glam, men mindre klunkeagtigt end traditionelt, og sidder man udenfor, kan man underholde sig med udsigten til folkelivet på pladsen nedenunder. Bordbestilling er et must.

Momo at the Souqs, Beirut Souks Jewelery no. 7.

Kl. 00: Buddha i Beirut

Det er først efter midnat, at der for alvor kommer gang i den i Beirut. Specielt på Buddha Bar, en lokal version af den berømte klub i Paris, men mindst lige så imponerende.

Bygget på ruinerne af et gammelt teater er det en toetages restaurant/natklub, hvor det myldrer med rige libanesere og jetsettyper fra hele Mellemøsten.

Maden er ikke værd at betale for, men musik og drinks er gode, og der er peoplewatching for alle pengene.

Buddha Bar, Rue Riad el Solh, Ousseily Building.

SØNDAG

Kl. 10: Morgenmad med udsigt
Kom til kræfter efter nattens udskejelser med morgenmad på Hotel Albergos tagterrasse, hvorfra man kan skue over byen i alle retninger og se Middelhavet ligge og glitre for foden af den bakke, der strækker sig fra havnen til hotellet.

Hotellet er Beiruts mest charmerende boutiquehotel, bygget i gammel stil oven på Al Dente, en af byens mest kendte italienske restauranter på Abdel Wahab Street i hjertet af den kristne bydel Ashrafieh. Abdel Wahab er fuld af antikvitetsbutikker, så gå endelig en lille tur efter at have fået stillet sulten på Albergo.

Hotel Albergo, 137 Abdel Wahab el Inglizi Street, Ashrafieh.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kl. 13: En grøn oase

Det vil være synd at kalde Beirut en grøn by. Der bygges overalt, og med en ultrasvag stat er der ikke megen udsigt til at få gang i store offentlige parker. Så meget desto mere grund til at tage et pusterum fra den hektiske by på det amerikanske universitets fabelagtige campus i Hamra.

Universitet ligger på et parklignende område, der strækker sig hele vejen ned til Middelhavet, og er et vidunderligt sted at drikke en kop kaffe, sunde sig og læse en bog.

Formelt er der ikke offentlig adgang til universitetsområdet, men i praksis er det yderst sjældent, at vagterne stopper udlændinge. Sker det, så sig, I skal besøge universitetets arkæologiske museum – der i øvrigt er fint og et af de ældste i Mellemøsten.

American University in Beirut, Bliss Street.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden