Der går en halv time, før jeg lærer hestens rytme at kende. Inden da er hesten og jeg ude af takt, og det kan tydeligt mærkes i ballerne, at det er første gang, jeg sidder på en hest. Det er også let at se, at jeg aldrig har redet før. Jeg sakker bagud på den store lysebrune hingst. Hestens ejer instruerer mig, og når han råber »tju, tju« ad dyret, sætter det straks farten op. Når jeg gentager »tju, tju«, traver den så langsomt som muligt og kvitterer med et lettere arrogant prust.
Mens det store dyr kigger dovent ned på det tillokkende græs, får jeg tiden til at gå med at nyde det storslåede landskab. På min højre side ligger Son Kul, Kirgisistans næststørste bjergsø, med sit klare blå vand, og bag den massive bjergsider. På min venstre side forvandler græssletten sig til frodige bjerge.
Nomaden, hestenes ejer, rider om bag mig og prøver igen, »tju, tju!«, og hesten sætter atter tempo på. Der er en alvor i hans stemme, som jeg ikke opfattede første gang. Jeg prøver selv – »tju, tju«, uden fnis – og så forstår dyret og sætter i galop. Jeg rammer dyrets rytme. Fuld fart frem over stepperne. I et kort øjeblik glemmer jeg verden derhjemme og min orange hjelm. Lige nu og her føler jeg mig som en kirgisisk kriger til hest.
Uden for byerne kommer Kirgisistan virkelig til sin ret. I sommerhalvåret rykker semi-nomaderne fra landsbyerne ud i det endeløse landskab. Selv om Kirgisistan har fulgt med tiden, findes der stadig halvårsnomader, der lever i postkortværdige landskaber med bjerge i et utal af farver.
