Hvordan? Og hvorfor? De to spørgsmål summer i hovedet, mens jeg sammen med syv andre turister i et lille fly kredser over det flade ørkenland lidt uden for Nazca i kystlandet syd for Lima. Og så melder endnu et spørgsmål sig: Hvem?
Hvem kom for 2.000-3.000 år siden over bjergene, som er gennemskåret af dale med floder og grønne områder, hvor man dengang som nu dyrker majs og grøntsager? Hvem var det, der så denne store flade og tørre slette og tænkte: Den er lige til at tegne på? Og hvorfor skulle streger, figurer og tegninger være så store, at de kun kan ses højt oppe fra himlen?
Vi kikker ned på helt lige streger, der går på kryds og tværs, på de geometriske figurer placeret rundtomkring i stregsystemet, og de sirlige stregfigurer, der er tegnet med én streg, hvoraf nogle er spejlet om en midterakse, og som er op til flere hundrede meter lange. Der er stadig ikke en entydig forklaring på det storslåede menneskeskabte anlæg. Fantasien har frit spil.
Da vi flyver forbi en menneskefigur, som helt specielt er placeret op ad en bjergside i udkanten af det store område – en 32 meter høj figur, som i dag kaldes astronauten – kan man godt forstå de lidt mere spektakulære ideer om Nazca-linjerne; at der skulle have været fremmede kræfter med i spillet. Væsner fra en fremmed planet, som med ufoer og en gigantisk sugende ’pen’ har tegnet symbolerne. Hvordan skulle man ellers få overblik til at kunne gøre figurerne så symmetriske?
