»Det er nok noget, man helst skal have lært, mens man er barn«.
Sådan siger min hotelvært til mig, da jeg første morgen kropslakeret i den vandfaste solcreme P20 forlader Hotel Le Saphir i centrum af Biarritz for at gå ud til den strand, som i midten af 1900-tallet blev epicentret for surf i Europa, Côte de Basque. En strand med masser af brænding på Baskerlandets kyst ud mod Atlanterhavet i det sydvestlige Frankrig.
Når jeg kigger ned over bugten, kan jeg se i hundredvis af håbefulde, der allerede sidder parat og venter på en bølge. Som cowboys overskrævs på boardet med spidsen pegende op af vandet, som var det en hest.
Som så mange andre danskere er jeg draget af ideen om at spankulere afslappet på stranden i bermudashorts med mit board under armen som en del af en ungdomskultur, der nægter at blive gammel. Jeg drages af at lære noget fysisk og blive dygtigere, ligesom når man er på skiferie. Og jeg ser mig komme bragende ind over brændingen i perfekt balance med siden til boardets retning og nede i bløde knæ.
