At lande i en fremmed lufthavn, skrue cyklen sammen og i ro og mag trille væk fra busser, taxaer og stressede charterturister med den lune vind i ansigtet er den bedst tænkelige start. Foran mig har jeg en uge på Lanzarote, hvor ingen andre skal bestemme, hvad jeg skal lave. Næsten som at være 20 igen og have livet liggende for sine fødder.
Afbudsrejsen købte jeg dagen før, så det er småt med forberedelse. Jeg ved kun, at jeg har et par nætter på et lille pensionat, og at jeg skal cykle. Så meget som muligt.
Det sidste bliver jeg kun mere sikker på, da jeg cykler ind i byen Puerto del Carmen, hvor jeg skal overnatte. Butikker med oppustelige badedyr og solcreme, neglebarer, steakhouses og irske pubber, så langt øjet rækker. En vaskeægte butikscenter med udendørs rulletrapper er der også.
Jeg finder Pension Maceg i den gamle bydel tæt ved havnen. Det viser sig hurtigt at være en hyggelig oase i byen. Stemningen er familiær, der er et lille køkken, hvor man møder de andre beboere og får en sludder om dagens begivenheder. Jeg bor ved siden af en ældre englænder med kun en enkelt tand tilbage i undermunden.
