De tunge grene kaster deres lange skygger ned over den blikstille vandoverflade i søen. Det er tilsyneladende en helt almindelig skovsø, grumset og brungrøn, som skovsøer nu engang er.
En gråspurv hopper kækt rundt blandt småstenene på stien foran mig, og solen sender sine varme stråler gennem bladfanget. Alt ånder fred og ro på denne sommerdag i juli, men et sælsomt syn forstyrrer linjerne i det ellers så harmoniske og udtryksfulde landskabsmaleri.
Fuldkomment malplaceret gennembrydes sceneriet pludselig af en række arrede klippesøjler, der som horste skyder lodret op af undergrunden ved bredden af søen. Externsteine, som stedet hedder, kaldes populært for Teutoburgerskovenes Stonehenge, og det er med god grund. Nok er klipperne ikke menneskeskabte, men de giver forskerne nøjagtigt lige så mange spekulationer som deres engelske sidestykke. Der er nemlig flere teorier om, hvad klipperne har været brugt til.
Det besynderlige ved Externsteine er, at der ikke findes andre stenformationer af denne art i nærheden. De står bare dér midt i skoven som værdige tavse vidner til slægternes gang og indhyllet i en aura af mystik.
