8.848 meter. Så højt er Mount Everest hævet over havoverfladen. Det er verdens højeste bjerg, og toppen er det højeste landfaste punkt på jordkloden. Det første registrerede forsøg på at nå til tops på Everest var tilbage i 1922, hvor en stor britisk ekspedition forsøgte sig mod bjergets nordside. Herefter så man et utal af mere eller mindre organiserede og vellykkede ekspeditioner, men først i 1953 besteg newzealænderen Edmund Hillary og nepalesiske Tenzing Norgay bjerget via den nepalesiske sydside.
Helt frem til slutningen af 1970’erne troede man, at det var fysisk umuligt for mennesket at bestige Everest uden brug af medbragte iltflasker – altså uden brug af kunstig ilt. Dette modbeviste italieneren Reinhold Messner og østrigeren Peter Habeler som de første, da de 8. maj 1978 nåede toppen, ligeledes via sydsiden. Det officielle tal for det samlede antal bestigninger er ifølge Himalayan Database 9.971, og succesraten for at nå toppen er cirka 30 procent. Heraf havde blot 200 frem til efteråret 2017 gjort det uden hjælp fra iltflasker.
Mount Everest er med andre ord en mastodont af drømme og død. Jeg havde altid syntes, at der var noget mytisk over bjerget, som så mange betragtede som selve symbolet på menneskelig ambition og viljestyrke. Jeg havde dog aldrig drømt om at stå på toppen af bjerget bare for at stå der, og ruterne op ad nord- og sydsiden havde heller aldrig sagt mig noget særligt. Det, der fascinerede mig, var visheden om, at det var så uendelig svært at nå toppen uden kunstig ilt, og at så få havde gjort det.
Jeg havde ledt efter den ultimative udfordring, og her var den: Fysisk ville jeg blive udfordret maksimalt på grund af den tynde luft, og jeg ville få brug for alle mine færdigheder fra friluftsliv og klatring. Varigheden af ekspeditionen og isoleringen fra omverdenen ville derudover teste mig mentalt til grænsen. Kort sagt ville Everest kræve, at jeg præsterede på alle områder som menneske, hvis det skulle lykkes for mig.
