I 2023 besluttede en domstol at afbryde sag mod Félicien Kabuga, da han var for svækket. Lørdag er han død.

Formodet hovedaktør under folkedrabet i Rwanda er død

Lyt til artiklen

En af de formodede hovedaktører under folkedrabet i Rwanda, rigmanden Félicien Kabuga, er lørdag død, oplyser FN-domstolen The International Residual Mechanism for Criminal Tribunal (IRMCT) ifølge Reuters. Han blev omkring 90 år, lyder det.

FN-domstolen, som blandt andet fører sager om folkedrabet i Rwanda, har tidligere stået for en retssag mod ham. I 2023 besluttede domstolen dog at afbryde retssagen, da den vurderede, at Kabuga var for svækket til at deltage. Dengang oplyste FN-domstolen, at Kabuga led af svær demens.

Efter at retssagen mod ham blev droppet, fortsatte Kabuga med at være tilbageholdt, mens han ventede på en midlertidig løsladelse, skriver domstolen i en pressemeddelelse. På tidspunktet for sin død afventede han at blive løsladt til et land, der var villig til at tage imod ham.

Graciela Gatti Santana, der er dommer ved FN-domstolen, har beordret en fuld undersøgelse af omstændighederne omkring Kabugas død.

Kabuga er anklaget for at have stået i spidsen for radiostationen Radio Television des Milles Collines, som piskede en stemning op, der førte til drabet på hundredtusinder af tutsier i 1994. Han skal også have udstyret Interahamwe-militsen med våben. Militsens medlemmer var hutuer og spillede en central rolle i folkedrabet, som primært gik ud over tutsier. Kabuga har nægtet sig skyldig i begge forhold.

Kabuga var en meget velhavende forretningsmand, da over 800.000 mennesker blev slået ihjel i Rwanda. I 20 år var han på flugt. Men i maj 2020 blev han fundet og anholdt af fransk politi i en forstad til Paris. Siden blev han udleveret til retsforfølgelse ved FN’s krigsforbryderdomstol.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her