Retten i Hillerød har omsat rwandisk dom, så dansk statsborger kan afsone sin straf i Danmark.

Dansk-rwander skal 20 år i dansk fængsel for folkedrab

En rwander sammen ved de jordiske rester efter mange af ofrene for folkedrabet.  Foto: Antony Njuguna/Ritzau Scanpix
En rwander sammen ved de jordiske rester efter mange af ofrene for folkedrabet. Foto: Antony Njuguna/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Dansk-rwandiske Wenceslas Twagirayezu skal 20 år i fængsel for at have medvirket til folkedrab i 1994 ved en række episoder, hvor tusindvis af etniske tutsier mistede livet i Rwanda.

Det afgør Retten i Hillerød tirsdag.

Sagen i Hillerød handler om at omsætte en dom fra 2024 fra en domstol i Rwandas hovedstad, Kigali, til en dom efter dansk ret, så Twagirayezu kan afsone sin straf i Danmark.

I Rwanda blev han ligeledes idømt 20 års fængsel.

Han blev udleveret fra Danmark til Rwanda i 2018 med det forbehold, at han i tilfælde af straf skulle afsone i Danmark.

Wenceslas Twagirayezu er i dag dansk statsborger og hjemmehørende i Smørumnedre. I 2018 blev han udleveret til Rwanda, hvor han var mistænkt for at have deltaget i folkedrabet på de etniske tutsier.

Det centralafrikanske land blev kastet ud i et blodigt etnisk opgør i 1994, i kølvandet på at landets præsident, som tilhørte den etniske hutu-befolkning, blev dræbt, da hans fly blev skudt ned.

Blev først frifundet

I 2001 kom Twagirayezu til Danmark og blev siden dansk statsborger. Men de rwandiske myndigheder rettede som årene gik søgelyset mod ham i forbindelse med det omfattende retsopgør efter folkedrabet.

Manden, der i Rwanda var skolelærer, har hele vejen igennem forløbet nægtet at have deltaget, og de vidner, som har medvirket i sagen, har haft så skiftende forklaringer, at han i januar blev frifundet af en førsteinstansdomstol i Rwanda.

Men sagen blev anket, og i juli sidste år vendte en appeldomstol i Rwanda sagen på hovedet. Wenceslas Twagirayezu blev fundet skyldig i folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden og blev idømt 20 års fængsel.

Derfor skulle Retten i Hillerød tirsdag tage stilling til, hvilken straf han kunne idømmes i Danmark.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her