Skilte med ordet »Fahrradweg« dukker op igen og igen, når man som cyklist hjuler af sted ned gennem Tyskland på vej mod Berlin.
Her kører der kun cykler, bilerne er forvist til andre veje. Måske suser de af sted på die Autobahn (autobanen), som mange danskere kender fra bilferier til tyske storbyer eller på gennemrejse mod Sydeuropa.
Så vi tramper i fred, vores godt 20 mand store cykeltrup. Gennem enorme skove, hvor tranerne skriger, langs floder og slusekanaler, over grønne strandenge. Ind i velholdte byer, forbi Erick Hoeneckers slot af en jagthytte, langs strandmarinaer på kanten af en sø så stor som et hav.
Efteråret er lige sat ind, da vi tager af sted, men på store dele af cykelrejsen forkæler vejret os med næsten udelukkende solrige dage og en mild rygvind. Turen går fra Rådhuspladsen i København gennem det, vi engang kaldte Østtyskland, og skal ende i Berlin. Og deltagerne er bjergtagne af at kunne cykle uforstyrret kilometer efter kilometer.
