Efter tre og en halv times sejltur fra Hamborg med katamaranfærgen ’Halunder Jet’ kommer vi i havn, og tanken strejfer mig, at skipper har mistet kursen og har lagt til et andet sted end Helgoland. Jeg ser nemlig ikke skyggen af Helgolands røde klipper med fuglefjeldet, der ellers er afbildet ved omtaler af klippeøen. I stedet er et havneanlæg med fire bassiner, der kunne være en mindre industriby værdig, og rækker af tætbyggede huse foran og op ad et grønt højdedrag.
Men den er god nok. Vi er kommet til Helgoland, og det store havneanlæg er vidnesbyrd om den lillebitte øs militærstrategiske beliggenhed 70 km fra det tyske fastland og Elbens udmunding. Havnebyggeriet blev begyndt i 1890 efter ordre fra Tysklands kejser Wilhelm II, der så mulighederne i en stor flåde- og ubådshavn på øen, der stort set var isfri på grund af Golfstrømmen. Det fortæller min guide, Volker Krause, som jeg møder på havnepromenaden.
Efterfølgende fik kejseren opført omfattende militære anlæg med betonbunkere og langtrækkende kanonstillinger, som blev udbygget og benyttet under verdenskrigene, og som i sidste ende resulterede i Helgolands Big Bang. Det vender jeg tilbage til.
I dag er der fredeligt på Helgoland, og de eneste biler er en ambulance, et par taxier og nogle små eldrevne køretøjer, der transporterer turisters kufferter til hotellerne og varer til øens toldfrie butikker. Helgoland er nemlig frihandelsområde. En status, der stammer tilbage fra 1800-tallet, da øen var britisk kronkoloni, og som den har været i stand til at fastholde, også i EU. Derfor kommer her mange endagsturister, der tager færgen hertil om morgenen og retur igen om aftenen.
