0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Oplev øen, der blev udsat for den største ikke-nukleare sprængning, verden havde oplevet

Det er imponerende, hvad der findes på den tyske ø Helgoland. Ud over et imponerende fuglefjeld er her et havforskningsinstitut, en skole, en kirke, toldfrie butikker, hoteller, kurbad og huse til 1.400 indbyggere. Men ingen af husene er ældre end 1952. Helgoland blev nemlig sønderbombet under og efter Anden Verdenskrig.

26. januar 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Efter tre og en halv times sejltur fra Hamborg med katamaranfærgen ’Halunder Jet’ kommer vi i havn, og tanken strejfer mig, at skipper har mistet kursen og har lagt til et andet sted end Helgoland. Jeg ser nemlig ikke skyggen af Helgolands røde klipper med fuglefjeldet, der ellers er afbildet ved omtaler af klippeøen. I stedet er et havneanlæg med fire bassiner, der kunne være en mindre industriby værdig, og rækker af tætbyggede huse foran og op ad et grønt højdedrag.

Rejsedeklaration

Besøget på Helgoland var betalt af Tysk Turist Information og Helgoland Tourismus-Service, der ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Men den er god nok. Vi er kommet til Helgoland, og det store havneanlæg er vidnesbyrd om den lillebitte øs militærstrategiske beliggenhed 70 km fra det tyske fastland og Elbens udmunding. Havnebyggeriet blev begyndt i 1890 efter ordre fra Tysklands kejser Wilhelm II, der så mulighederne i en stor flåde- og ubådshavn på øen, der stort set var isfri på grund af Golfstrømmen. Det fortæller min guide, Volker Krause, som jeg møder på havnepromenaden.

Efterfølgende fik kejseren opført omfattende militære anlæg med betonbunkere og langtrækkende kanonstillinger, som blev udbygget og benyttet under verdenskrigene, og som i sidste ende resulterede i Helgolands Big Bang. Det vender jeg tilbage til.

Havnepromenaden er kantet af småhuse, der skal minde om de hytter, hummerfiskerne brugte, mens hummerfiskeri var stort indtil 1950'erne. Mange af øens restauranter serverer stadig friskfanget lokal hummer i sæsonen.

Toldfri handel og elevator til højlandet

I dag er der fredeligt på Helgoland, og de eneste biler er en ambulance, et par taxier og nogle små eldrevne køretøjer, der transporterer turisters kufferter til hotellerne og varer til øens toldfrie butikker. Helgoland er nemlig frihandelsområde. En status, der stammer tilbage fra 1800-tallet, da øen var britisk kronkoloni, og som den har været i stand til at fastholde, også i EU. Derfor kommer her mange endagsturister, der tager færgen hertil om morgenen og retur igen om aftenen.

I lang tid har 3.000 daglige turister været standard i sommerhalvåret, men her under coronakrisen er vi nede på det halve, fortæller Volker Krause.

»Helgoland har grundlæggende to slags turister; der er dem, der kommer for at købe toldfrit, og så er der ornitologer og naturfreaks«, siger han, mens vi passerer den ene butik med toldfri tobak, spiritus og parfume efter den anden.

I byens øverste del, Oberland, ligger en kirke, en skole og øens største arbejdsplads, Alfred Wegener Instituttet, der udfører havforskning.

Men inden længe står vi foran en elevator, der skal føre os op til Oberland, som er øens højest liggende del og der, hvor naturinteresserede turister tager hen. Selvfølgelig kan man gå ad trapper op ad skrænten, men halunderne, som Helgolands indbyggere kaldes, har syntes, det var en god ide med en elevator. Også selv om både de og jeg skal betale for hver eneste tur.

Der, hvor vi stiger ud af elevatoren, er der flere huse, og grupper af bygningsarbejdere vidner om, at øen ikke er gået helt i stå, selv om befolkningstallet i en årrække har været faldende. Heroppe ligger desuden en kirke, en skole og øens største arbejdsplads, Alfred Wegener Instituttet, der udfører havforskning og beskæftiger 400 halundere.

Tæt på fugle og Lange Anna

Vi går ikke mange skridt her på Oberland, før vi kommer til det åbne landskab, hvor udsigten står på hav, hav og atter hav. Og så en lille flad ø, Düne. Den var oprindeligt en del af Helgoland, men løsrev sig under en stormflod i 1721. Siden har der været færgeforbindelse mellem de to småøer. Düne er flittigt besøgt på grund af fine sandstrande, mulighed for at se sæler og søløver samt udlejning af en stribe feriehytter. Derfor sejler færgen også hver halve time.

Helgoland har et enestående fuglefjeld. Flere tusinde forskellige trækfuglepar yngler på fjeldet, fremgår det af en af de informationstrekanter, der er sat op langs den sti, der følger klippekanten.

Men jeg bliver på hovedøen, for det er her, jeg lige straks skal se de karakteristiske røde klipper og fuglefjeld, som man ellers skal til Norge og Færøerne for at opleve.

Snart ser jeg store, lyse fugle med lange vinger og sorte fjer poppe op over skrænten som lerduer, der bliver skudt ud af en kanon. 20, 40, mange. Jeg knipser løs, men Volker Krause går bare videre, og lidt efter ved jeg hvorfor. Jeg har jo slet ikke set noget endnu. Men så når jeg frem til den første klippe, hvor tusindvis af suler, for det er de fugle, der er her nu, sidder og basker med vingerne eller ryster deres gullige hoveder på de lange halse. De har ynglet her og er på fjeldet til engang i september.

Et par skridt videre og jeg ser ned i det dybe blå hav og langs stejle røde klippekanter. De er virkelig røde. Yderst den høje, slanke monolit, der er opstået omkring 1860 efter havets gnaven i klippen. Lange Anna hedder den efter en meget høj og flot bardame, der angiveligt arbejdede på en af de knejper, der lå heroppe i begyndelsen af 1900-tallet. Egentlig har den et noget mere geologisk navn, men det er der næsten ingen, der kan huske.

Helgoland er berømt for sine røde klipper med monolitten 'Lange Anna', der her ses tv. samt de mange suler, der yngler på klipperne.

Volker Krause fortæller, at endnu en del af skrænten gled i havet for bare 10 år siden, så der mod vest er endnu mere åbent mellem landet og støtten.

»Geologerne siger, at Lange Anna også snart styrter i havet. Men når geologer siger ’snart’, kan der jo godt gå 500 år«, erklærer Volker Krause.

»Men der er enighed om, at stenen er kaput og ikke kan stabiliseres, og de bølgebrydere, der for mere end 100 år siden er bygget omkring klippen, gør ikke den store forskel«, siger han og sætter sig tålmodigt på en bænk, mens jeg skiftevis knipser og bare glaner.

Aldrig har jeg været så tæt på så mange vilde fugle, så selvfølgelig er jeg overrasket, da Volker Krause lidt senere siger, at vi skal komme videre, fordi vi kan komme tæt på fuglene længere fremme. Og ganske rigtigt, på den næste klippe kan jeg nærmest stå og træde sulerne over deres sorte andefødder, uden at de reagerer på min tilstedeværelse.

Udover sulerne (billedet) kommer tusindvis af mallemukker, lomvier, rider og nogle ørne her. Hvert år bliver omkring 15.000 trækfugle ringmærket på øen.

De er fredede og ved, at mennesker ikke er farlige. Flere tusinde forskellige trækfuglepar yngler her på fjeldet, fremgår det af en af de informationstrekanter, der er sat op langs den sti, der følger klippekanten.

Helgolands Big Bang

Natten tilbringer jeg på et af øens mange hoteller med havudsigt. Ikke at jeg når at nyde det længe, for jeg skal en tur under jorden. Godt 20 meter ned i en beskyttelsesbunker, hvor der er trangt og klamt og begroet med grønne svampe. Allerede efter 20 minutter begynder klaustrofobien at indfinde sig. Men det er for intet at regne sammenlignet med oplevelsen for de tusindvis af kvinder og børn, der sad her under de allieredes bombning af Helgoland 18. april 1945.

800 meter underjordiske gange og beskyttelsesrum er bevarede, og øens guidede ture i dybet med beretninger fra krigen er velbesøgte.

Den befæstning af Helgoland, som kejser Wilhelm II havde indledt, var blevet udbygget af Hitler og betød, at Helgoland blev et vigtigt allieret bombemål. Det fik den lille klippeø og dens beboere at mærke. Ikke alene under krigen, hvor indbyggerne blev evakueret efter 18. april, men også præcis to år senere, 18. april 1947.

Efter krigsafslutningen besluttede de allierede at evakuere befolkningen og endegyldigt udslette alle militære anlæg på Helgoland. Det skete med anvendelse af ikke mindre end 6.700 ton sprængstof, hvilket var den hidtil største ikke-nukleare sprængning, verden havde oplevet. Sprængningen blev allerede dengang og er sidenhen husket på Helgoland som øens Big Bang. Og resultatet var en total forvandling af øen:

»Alle huse og militære anlæg blev totalt ødelagt, en del af sydøen skred sammen, og det samlede landskab forvandledes til et bombekrater«, fortæller Volker Krause:

»Når vi i dag går på Oberland, er det hele groet til med grønt græs, og det opleves som et kuperet naturlandskab. Men sandheden er, at overfladen oprindeligt var ganske flad, så hvad vi ser heroppe, er slet ikke natur, men resultat af den massive bombning: Big Bang«, siger han.

Helgolands friske, frie havluft

Helgolands eget trefarvede flag er symbol på land (grønt), klippe (rødt) og strand (hvidt).

Efter sådan en omgang med indelukket fugt og dramatisk historiefortælling i bunkeren er det velgørende at komme ud i den rene og friske havluft, der har gjort Helgoland til et yndet kursted.

Jeg tager godt nok ikke i kurbad, men vælger at sejle med en af øens klassiske træbåde, en Börterboot, på tur rundt om øen. Herfra nyder jeg endnu en gang synet af de røde klipper og fuglefjeldene med øens eget trefarvede flag vajende i vinden bagest i båden: grønt som landet, rødt som klippen og hvidt som stranden.

Læs mere:

    Alt om Corona­virus

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts