Welcome to Egypt!«.
Jeg springer over vandpytter mellem dyttende tuktukker og hestevogne. Børn, teenagere, juicesælgere, grønthandlere, barberer: Alle hilser. Det har regnet to dage i træk i Kairo. Midt i ørkenen. Skraldet dufter sødt, benzinen skarpt, mudderet sprøjter. »I love you too much!«, råber en skoledreng.
Kairo er kaotisk. De arabiske skrifttegn er uigennemtrængelige. Selv kropssproget er svært at forstå: Vil de sælge noget? Være venner?
Unge mænd går hånd i hånd eller hygger sig på vandpibebarer. Kvinder i farvestrålende sjaler og tørklæder hvisker, fniser. Jeg smiler tilbage. Jeg er den eneste hvide mand i Islamisk Kairo-kvarteret. Her kan du købe en abe, en høne, krydderier, bomuld, møbler, tøj, alt undtagen (ægte) vestlige mærkevarer. Den vigtigste gestus er en hånd på hjertet og et nik; det betyder »tusind tak, men jeg er lige på vej videre«.
