Jeg når lige at tænke, at det går galt, og så går det selvfølgelig galt.
Det er formiddag ved Klarälvens bred i vidunderligt smukke Värmland midt mellem Oslo og Stockholm. Nåletræer strækker sig mod himlen overalt, elven strømmer stille forbi, som den har gjort i en evighed. Solen varmer kinderne, og vores lille rejseselskab bestående af Alice, min datter på ti år, min kæreste, Freja, og Bror, min svoger, har netop taget hul på det, som skal være turens højdepunkt. Det, vi har se mest frem til. Vi skal bygge vores egen tømmerflåde af tunge tømmerstokke. Vi skal lade os drive ned ad elven, finde et øde sted at slå lejr og falde i søvn på flåden under myggenet med nattehimlen over os og plaskende fisk i vandet.
Men før drømmen kommer det hårde arbejde, og jeg var ikke forberedt på, hvad det ville kræve at flytte rundt på de 3 meter lange og 20-40 centimeter tykke tømmerstokke. De er bøvlede at manøvrere rundt. Jeg kigger misundeligt på de andre hold, som bygger. De fleste har svære arbejdshandsker på kendt fra diverse byggemarkeder, og Freja og Alice tager en resolut beslutning og kører mod nærmeste ICA i håb om at finde fire par.
