På min barndoms bilrejser over Italien til Grækenland passerede færgen nord om Ithaka. Jeg husker varmedisen nær kysten og duften af rosmarin og oregano. Jeg havde læst det store græske epos ’Odysseen’, og jeg havde i min fantasi allerede vandret på myternes ø. Den fyldte mig med længsel mod en verden af skønhed og storhed. Ithaka forsvandt ud af syne, men jeg bevarede erindringen og længslen efter at komme tilbage.
Odysseen stikker diskret op af rygsækken, da jeg tredive år senere ankommer til havnen i Port Ainos, en upoetisk entré hen over en parkeringsplads med et hvepsebefængt billetskur. En kort taxatur over de krydderiduftende bjerge vækker dog min erindring til live, og da jeg sætter mig til rette på havnen i hovedbyen, Vathi, med en kold øl, er fantasien allerede i fuld gang.
Jeg spørger tjeneren, om hun tilfældigvis kender nogen, der hedder Penelope, ligesom Odysseus’ længselsfulde kone, der længe troede, han var død til havs. Hun fortæller, at navnet er gået af mode, men at her er nogle få Odysseus’er og flere ved navn Telemachos, Odysseus’ søn. Han var jo en rigtig rask dreng, forstås.
»Men på en måde er her mange, der lever som Penelope«, fortsætter hun med et smil. Mange lokale er nemlig søfolk, der som Odysseus efterlader kæreste eller kone hjemme i halve år.
