Vi kan ikke komme over floden. Som den ligger her foran vores vandrestøvler, bruser den forbi os med en stærk strøm, som vil slå benene under os, hvis vi vover at tage et skridt. Vi har brug for hjælp, men der er ingen i nærheden. Aviaya stabler sorte sten i en bunke, mens vi venter. Tiden går. Blebeholdningen er lav, og jeg er pænt sagt i vildrede.
Jeg synes ellers, jeg pakkede rigeligt, regnede og talte, proppede bleer i alle de luftlommer, jeg kunne finde i tasken, da vi for et par dage siden forlod gæstehuset i Reykjavik for at tage bussen mod højlandet; med bæretaske og uglet hår løb jeg mod stationen, mens alle kiggede – er det en toårig med sin mor, der okser af sted der? Vi nåede det, jeg kastede bæretasken ind, fandt de to sidste pladser, inden køretøjet sukkede og satte i gang med et ryk mod den populære Lavangeur Trail i bjergene, langt fra alt. Jeg pustede ud, kiggede rundt. De mønstrede sæder var fyldte med praktisk klædte vandrere fra hele verdenen. Med bedst i test-vandrestave og halsedisser, som matchede de farverige skaljakker.
Jeg blev overvældet af den forberedte vandrehær. For selv om Aviaya og jeg før har vandret med bæretasken på Hærvejen, Camønoen og andre stier på kryds af landet, var jeg mere urolig for den her tur. Jeg havde læst mig til, at vejret på Island var … uforudsigeligt med vulkansk aktivitet og omskifteligt vejr.
Jeg er bare er en almindelig mor fra Ordrup, som havde fået den gode idé at tage til Island med min datter Aviaya på 2,5 år for at binde bånd. Mellem hinanden. Og naturen. Parkere hverdagen med vuggestuetræthed, computerryg og en fyldt vasketøjskurv. Jeg ville mærke roen, pege på nuet og lade timerne gå uden at sætte dem i kalenderkasser med planer og gøremål. Udfordre min tro på, at jeg kan meget mere som småbørnsmor, end jeg troede.
