Kort efter afsejlingen forsvinder den verden, man kender. Farvel til mail, mobiltelefoni og sociale medier. Man er offline og i selskab med sig selv, de andre passagerer og det bjergtagende og uberørte landskab, som er skabt af ild og is.
Uanset hvor man kigger hen, er indtrykket, at man iagttager noget oprindeligt, noget, som har befundet sig her siden tidernes morgen og mirakuløst er blevet forskånet for menneskelig indgriben. Vandfald, der aldrig bliver slukket for, skove og fjorde, ingen mennesker kommer i, øer, som kun fugle besøger.
Det hele skabt af tektoniske pladers bevægelser, vulkanske eksplosioner og de vejrdynamikker, som skaber gletsjerne i denne del af Andesbjergene. Det er vanskeligt at tænke sig et sted på kloden, hvor tiden i den grad synes at stå stille.
Jeg befinder mig på cruiseren ’Stella Australis’, et flydende hotel, et sted i den sydligste del af Sydamerika, Patagonien, ud for Ildlandet. Størsteparten af den navnkundige ø, som fik sit navn af den portugisiske søfarer Magellan, ligger øde hen og er lukket land for besøgende, men med skib kan man bevæge sig rundt i en del af de dybe fjorde, smalle stræder og passager. Skibet må kun sejle ad en fast rute, og skal to gange om dagen sende signal om, hvor det befinder sig. De fjorde, hvor hvaler parrer sig, og pingviner lever, er forbudt område.
