Marseille er ikke høje kokkehuer, foie gras eller nystrøgne hvide duge. Marseille er ikke lukkede døre, næser i sky og »no English«. Måske Marseille faktisk slet ikke er Frankrig?
Nej, Marseille er knallerter, der kører på ét hjul, fiskemarkeder på havnen, joggingsæt i alle regnbuens farver, dampende couscous, pizza, tung hiphop og kreativitet. Alt sammen pakket ind bag den enorme azurblå, livgivende maggiterning, som de kalder Middelhavet.
Dengang Paris stadig var en lille flække midt inde i Frankrig, var Marseille en pulserende handelsby. Skibe kom sejlende med varer ind og ud af havnen, og med skibene kom immigranter, og med immigranter kom opskrifter, krydderier og madkultur. Først var det grækerne, spanierne og italienerne, og senere i 1950’erne og 60’erne strømmede familier fra de tidligere franske kolonier i Nordafrika til byen og satte skub i vokseværket. Især på det kulinariske plan.
Når man taler om Marseille, er det dog ikke nødvendigvis gastronomien, der bliver nævnt som det første. Byen har et noget blakket ry og rygtes for at være fyldt med bøller, kriminalitet og fejlslagen integration. Immigration var et højaktuelt og betændt emne i den franske valgkamp med hårde linjer trukket op mellem det ’autentiske Frankrig’ og et Frankrig formet af forskellige religioner og kulturel diversitet.
