Vores blikke fanges af de sneklædte massiver. Bjergene har åbnet sig på vid gab foran os i det sidste hårnålesving. Vi er i bil på vej ned fra Julier-passet i den største kanton i Schweiz, Graubünden, på vej mod Engadin lige på grænsen til Italien. Som kokosmakroner i alle størrelser og tilfældigt placeret langs de store aflange og bundfrosne søer står bjergene betagende, lige så langt øjet rækker.
Hvis ikke Engadin får en klokke til at ringe, gør dalens største by, St. Moritz, det helt sikkert. Byen, som mest af alt er kendt som vintertilholdssted for samfundets absolut rigeste, og som har en mangeårig tradition for bjergturisme skabt af netop velhavende briter. Men at en by har et ry, betyder ikke nødvendigvis, at hele dalen lever op til det. Derfor havde det længe undret os, at vi sjældent hørte om danskere, der besøger denne sydlige del af Schweiz, når dalen kan bryste sig af i alt 326 kilometer pister samt 290 kilometer langrendsspor.
For stort set alle de mest centrale byer i Engadin gælder det, at løjperne til enten langrend eller alpin ligger lige uden for døren eller i hvert fald i gåafstand. Allerede en time efter ankomst til det lidt mindre mondæne St. Moritz Bad klikker vi derfor langrendsskiene i sporet et stenkast fra vores hotel på vej til en hurtig eftermiddagstur.
Belejligt havde vi nemlig gjort vores forarbejde rigtigt og medbragt både alpin-, offpiste- og langrendsski. Lidt ligesom til morgenmadsbuffeten, hvor du starter med at udruste dig med både kniv, gaffel og ske for at være helt forberedt på at få alt fra yoghurten til spejlægget indenbords, alt efter hvad der frister.
