En tung bas dunker ud af højtaleranlæggene midt på stranden. En engelsk fyr i bar mave med orange neonmaling på ryggen hopper i et brændende sjippetov med en cirkel af tilskuere rundt om ham. Ilden blusser op, hver gang tovet rammer sandet.
Fire kvinder på første række kaster deres arme og drinks i vejret til det altoverdøvende elektroniske beat, da manden i ilden begynder at spinne rundt om sig selv, mens han hopper over ildrebet.
»Wuuuh!«, råber folk, i takt med at rebet svinger hurtigere og hurtigere rundt, inden englænderen får nok og springer ud.
Få øjeblikke efter kaster en muskuløs mand i orange hat og shorts sig ind i cirklens midte. Han vil overgå forgængeren. Han lægger sig ned ved siden af ildsjippetorvet.
